Den 31. marts 1970 lettede passagerflyet Yodo, der var registreret som Japan Airlines Flight 351, fra Haneda Lufthavn i Tokyo med retning mod Fukuoka med i alt 138 mennesker ombord fordelt på 7 besætningsmedlemmer og 131 passagerer. Blandt disse befandt sig dog 9 mandlige terrorister fra oprørsgruppen Sekigun-ha, hvilket var et forstadie til Japans Røde Hær, der kort efter afgang valgte at udføre Japans første flykapring, da de bevæbnet med samuraisværd og pistoler stormede cockpittet, hvor man tvang piloten til at skifte kurs ved at true med at sprænge flyet i luften med rørbomber. Terroristernes krav var nemlig, at de ville til Cuba for at modtage militærtræning, men da der var tale om et mindre passagerfly, var dets brændstoftanke slet ikke store nok til en så lang færd, så terroristerne beordrede i stedet at blive fløjet til Nordkorea.
Dette var ganske vist muligt, men piloterne bildte da terroristerne ind, at man kun havde brændstof nok til at flyve til Fukuoka, hvor det derfor var nødvendigt at lande, så den nødvendige mængde brændstof kunne blive fyldt på. I virkeligheden var der tale om en afledningsmanøvre, for flyet havde skam brændstof nok, så optankningen i Fukuoka skulle blot give myndighederne tid til at reagere på situationen, da de var blevet gjort bekendt med denne. Man forsøgte derfor at afholde flyet fra at lette i flere timer, hvor man forhandlede med terroristerne og i den forbindelse fik overtalt dem til at frigive 23 passagerer i skikkelse af ældre, kvinder og børn, som fik lov at forlade flyet, før dette omsider lettede fra Fukuoka med retning mod Nordkorea.
Det var i hvert fald det, man ville have terroristerne til at tro, for flyet blev i stedet dirigeret til Sydkoreas hovedstad, Seoul, i håbet om at man kunne bilde terroristerne ind, at der var tale om en nordkoreansk lufthavn. Man samarbejdede endda med de sydkoreanske myndigheder, så den sydkoreanske lufthavn var blevet forklædt som en nordkoreansk, da flyet landede, men det lykkedes alligevel for terroristerne at gennemskue dette, og de valgte derfor at beholde de mange passagerer ombord på flyet, som ikke fik lov at lette, så længe de ombordværende blev holdt som gidsler. Året forinden var Korean Air Lines YS-11 nemlig blevet kapret af en nordkoreansk agent, som tvang flyet til at flyve til Nordkorea, hvorfra 11 personer aldrig fik lov at vende tilbage til Sydkorea, og man frygtede, at samme skæbne kunne overgå de ombordværende på Japan Airlines Flight 351, hvor der desuden befandt sig to passagerer fra USA, der var Nordkoreas ærkefjende.
Flykapringen udviklede sig dermed til en gidselsituation, og forhandlingerne foregik herefter med de sydkoreanske myndigheder frem til den 3. april, hvor terroristerne omsider indvilligede i at løslade passagererne og stewardesserne, da Japans daværende vicetransportminister, Shinjiro Yamamura, besluttede sig for at tage deres plads. Med ham og tre besætningsmedlemmer ombord fik flyet herefter lov til at lette og krydse grænsen til Nordkorea, hvor man glædeligt tog imod de ni terrorister og gav dem asyl, idet de blev anset for at være forbilleder for en asiatisk revolution. Nordkorea lod herefter det japanske passagerfly flyve tilbage til Japan med besætningen, Shinjiro Yamamura og terroristernes våben ombord, hvorved man senere kunne konkludere, at der var tale om falske sværd og skydevåben. Besætningen på Japan Airlines Flight 351 blev efterfølgende udråbt som helte, og det samme gjorde Shinjiro Yamamura, der nåede at besidde flere ministerposter, før han i 1992 mistede livet i en alder af 58, da han blev stukket ihjel af sin psykisk syge datter. Dette skete tilfældigvis dagen før, han skulle have været på et officielt besøg i Nordkorea, hvor han efter planen skulle have mødtes med lederen af terroristgruppen, Takaya Shiomi, der selv døde i Nordkorea i 1995, hvor han var 52 år.
Terroristerne var dog ikke kommet til Nordkorea med det formål at blive, for de havde regnet med, at de ville få mulighed for sikkert at komme videre til Cuba, hvilket de nordkoreanske myndigheder ikke tillod. I stedet blev terroristerne beordret til at blive i landet, hvor de slog sig ned, da de blev tvunget til at stifte familie ved at gifte sig med nordkoreanske eller japanske kvinder, som var kommet til Nordkorea af egen fri vilje. Både terroristerne og deres koner tog herefter del i spionage målrettet mod Japan, ligesom de spillede en rolle i de nordkoreanske kidnapninger af japanere i løbet af 1970'erne og 1980'erne. Det var dog ikke dem alle, som var tilfredse med tilværelsen i Nordkorea, så to af terroristerne havde held med at flygte, og begge blev herefter anholdt og fængslet i Japan.
De ni terrorister blev kendt som Yodo-gruppen, og mens Sekigun-ha senere blev til Rengo Sekigun, som fortsatte med at planlægge et oprør på japansk grund, så endte gruppen dog med at opløse sig selv, da medlemmerne slog hinanden ihjel under en mislykket træningsøvelse i vinteren 1971-1972, hvilket førte til, at et andet medlem, Fusako Shigenobu, etablerede Japans Røde Hær, og dette blev begyndelsen på to årtier med flere terrorhandlinger - heriblandt flykapringer, som Japans Røde Hær blev berygtet for at stå bag. En af passagererne fra Japan Airlines Flight 351 ville tilfældigvis også være ombord på et af de fly, som blev kapret af Japans Røde Hær, så personen dermed er den eneste japaner i historien, som har gennemlevet to flykapringer. Tilfældighederne stopper dog ikke her, for i 1972 blev et andet Japan Airlines-fly med flynummeret 351 nemlig kapret på nøjagtig samme rute af en mand, som sjovt nok også ønskede at søge asyl i Cuba, selvom han dog ikke havde tilknytning til nogen terrororganisation. Og det fly, han fik stillet til rådighed, var det, som to år forinden var blevet benyttet til at fragte de løsladte passagerer fra Sydkorea til Japan, hvilket 22 dage senere ville styrte ned i Moskva, eftersom flykapreren nåede at blive anholdt, så hans planer dermed gik i vasken.
Som en konsekvens af flykapringen i 1970, holdt man hos Japan Airlines op med at navngive passagerfly, og flyet Yodo blev året efter solgt til det nyetablerede Toa Domestic Airlines, hvor det blev omdøbt Honoko, indtil det blev taget ud af brug i 1975. Flyet skiftede herefter ejer ad flere omgange og blev eksempelvis benyttet af bandet U2 under deres verdensturné i 1997, ligesom det optrådte i filmen Any Given Sunday fra 1999. I 2004 endte flyet så i Den demokratiske republik Congo, hvor det blev benyttet til VIP-flyvninger frem til 2006, hvorefter det blev kasseret og til sidst sendt til ophugning i 2012.