I løbet af 1960’erne var Japan præget af ungdomsoprør, hvilket resulterede i etableringen af flere radikale modstandsbevægelser kaldet fraktioner, som agtede at begå et oprør mod systemet. Blandt disse var Den Forenede Røde Hær – kendt som Rengo Sekigun på japansk, som blev etableret den 15. juli 1971 via en fusion mellem Sekigun-ha (Den Røde Hær Fraktion) og Kakumei Sa-ha (Den Venstre-revolutionære Fraktion). Kakumei Sa-ha blev etableret i marts 1969 af den dengang 28-årige Tsuyoshi Kawashima, mens Sekigun-ha blev formet i september 1969 af den 28-årige Takaya Shiomi.
De to fraktioner stod bag flere opsigtsvækkende forbrydelser. Blandt andet forsøgte tre medlemmer fra Kakumei Sa-ha at bryde ind på et politikontor for at stjæle en pistol, hvilket resulterede i, at de alle blev skudt, og den 24-årige Haruhiko Shibano omkom. Og Sekigun-ha stod bag Japans første flykapring, da ni medlemmer ledet af den 27-årige Takamaro Tamiya kaprede Japan Airlines Flight 351 med det formål at tvinge flyet til Nordkorea, hvor de agtede at modtage militærtræning. Men selvom de godt nok blev givet asyl, fik de dog ikke tilladelse til at forlade landet igen, og de var derfor tvunget til at forblive der. Forinden var over 50 medlemmer desuden blevet anholdt under en militærøvelse i bjergene. Det samme var både Tsuyoshi Kawashima og Takaya Shiomi, så Kakumei Sa-ha og Sekigun-ha var uden ledelse, da de slog sig sammen som Rengo Sekigun, som herfra blev styret af Tsuneo Mori, mens den næstkommanderende var en kvinde ved navn Hiroko Nagata.
Det var fortsat planen at begå et militært oprør, selvom Rengo Sekigun ikke bestod af mere end omkring 30 medlemmer. Men for at sikre disses loyalitet og samtidig styrke deres sammenhold blev de tvunget til at indordne sig efter de fælles ideologier, hvilket betød, at folk blev underlagt særlige regler, som de skulle følge. Det at forlade gruppen blev derfor anset for at være forræderi. I august 1971 blev en 20-årig mand ved navn Shigenori Mori og en 21-årig kvinde ved navn Yasuko Ohta eksempelvis opsøgt og kvalt ihjel ved Inbanuma-søen i Chiba-præfekturet, efter at de havde valgt at stikke af fra det nyligt etablerede Rengo Sekigun. Og sidst på året tog hele gruppen ud i de sneklædte bjerge i Gunma-præfekturet for at træne til det væbnede oprør, de agtede at begå. Men her skulle det dog vise sig, at deres fælles ideologier var stærkere end sammenholdet.
I bjergene gennemgik medlemmerne af Rengo Sekigun nemlig ikke kun militærtræning. De blev også tvunget til at filosofere over deres egne fejl og udpege hinandens under en proces kaldet selvkritik, hvilket førte til en halvanden måned lang massakre fra den 31. december 1971 til 12. februar, hvor antallet af medlemmer blev halveret, da hele 12 mænd og kvinder i alderen 21 til 28 år blev udsat for tortur af de andre medlemmer. Mens nogle blev bundet fast og omkom af sult eller nedkøling, blev andre derimod tæsket og døde således af deres kvæstelser. Og det hele blev beordret af Tsuneo Mori, der dog selv var under indflydelse af Hiroko Nagata. Ofrene inkluderede sågar en gravid kvinde samt den 21-årige Yoshitaka Kato, der blev mishandlet af de andre medlemmer, hvilket blev gjort for at teste deres tillid, og blandt disse var hans to yngre brødre: 19-årige Jiro og den kun 16-årige Saburo.
De to brødre var også blandt de sidste medlemmer, som var tilbage, da politiet fik kendskab til, hvad der foregik i bjergene i Gunma-præfekturet. Og da man gjorde klar til at gennemsøge disse, besluttede Tsuneo Mori sig for, at det var bedst, hvis Rengo Sekigun blev splittet op. Således blev han og Hiroko Nagata hurtigt pågrebet sammen, og det samme gjorde størstedelen af de andre medlemmer, så der til sidst kun var fem tilbage: Kato-brødrene samt den 25-årige Kunio Bando, 25-årige Hiroshi Sakaguchi, 23-årige Masakuni Yoshino. Men de fem ville dog også ende med at stå bag en af de mest kendte forbrydelser i Japans historie, idet de under deres flugt i bjergene kom forbi vandrehjemmet Asama Sanso, hvor de den 19. februar 1972 tog ejerens 31-årige hustru som gidsel, mens hun var alene i bygningen.
Asama Sanso var ren fæstning beliggende på en bjergside, hvor det var umuligt at trænge ind gennem andet end hovedindgangen. Så da politiet fandt ud af, at det var hér, de sidste medlemmer af Rengo Sekigun opholdt sig, blev stedet omringet af mere end 1.500 betjente, så der herfra var umuligt for de fem mænd at flygte. Men de agtede heller ikke at overgive sig, og eftersom de holdt en uskyldig kvinde fanget, kunne man ikke bare bestorme vandrehjemmet. Mændene var trods alt også i besiddelse af geværer, med hvilke de jævnligt affyrede skud mod politiet, hvilket endte med, at 27 personer blev såret, mens to betjente mistede livet. Det samme gjorde en enkelt civil, da en 30-årig mand pludselig valgte at bryde igennem afspærringen for at søge op mod indgangen til vandrehjemmet, hvor han forsøgte at komme ind med beskeden om, at han ønskede at tilslutte sig Rengo Sekigun, umiddelbart inden han blev ramt af et skud gennem hoveddøren. Den sårede mand blev bragt på hospitalet, hvor han døde en uge senere.
Udover mange nysgerrige borgere var der også et utal af journalister og fotografer til stede, så man kunne dække hændelsen, der blev transmitteret på direkte TV som den første maratonudsendelse i Japan. Hundredtusindvis af japanere sad derfor klistret til skærmen for at overvære afslutningen på den dramatiske gidselsituation, da denne langt om længe nåede til en ende efter ni dage, hvor man havde forsøgt at få de fem mænd til at overgive sig ved blandt andet at bombe dem med tåregas og spule vand gennem vinduerne, inden man til sidst gav sig til at vædre vandrehjemmet med en nedrivningskugle. Den 28. februar valgte politiet derfor at bestorme bygningen, hvilket førte til anholdelsen af de fem mænd og befrielsen af den 31-årige kvinde, der slap uskadt fra hændelsen. Vandrehjemmet var derimod en stor ruin, som efterfølgende måtte rives ned.
Med anholdelsen af de sidste medlemmer blev Rengo Sekigun officielt opløst lidt over et halvt år efter at være blevet grundlagt. Men bevægelsen fungerede dog som grobund for Japans mest berygtede terrororganisation, idet kvinden Fusako Shigenobu havde været medlem af Sekigun-ha, da hun sammen med en udvalgt håndfuld medlemmer blev sendt til Mellemøsten i februar 1971 for at hverve folk til en verdensomspændende revolution. Hér dannede hun en oprørsgruppe kendt som Nihon Sekigun (Japans Røde Hær), der formåede at skabe stor opmærksomhed i løbet af 1970’erne, hvor denne stod bag flere terrorangreb. Rengo Sekigun havde ligeledes stået for nogle opsigtsvækkende forbrydelser, der sammenlagt havde kostet hele 17 mennesker livet, og disse skulle dens medlemmer naturligvis dømmes for. Dog nåede Tsuneo Mori aldrig at modtage nogen straf for sin ledende rolle, idet han den 1. januar 1973 valgte at begå selvmord i sin celle i en alder af 28 år.
Hiroko Nagata blev derimod dømt til døden, og det samme gjorde Hiroshi Sakaguchi, der aktivt havde taget del i flere drab, ligesom han havde deltaget i den efterfølgende gidselsituation. Det samme havde Masakuni Yoshino, der blev idømt livsvarigt fængsel, og Kunio Bando, som dog blev løsladt, før han modtog sin dom, idet Nihon Sekigun i 1975 krævede ham udleveret i bytte for 53 gidsler, som blev taget til fange under et angreb på den svenske og amerikanske ambassade i Kuala Lumpur. Han sluttede sig efterfølgende til Nihon Sekigun, og han tog blandt andet del i kapringen af Japan Airlines Flight 472 i 1977, men er aldrig blevet pågrebet. De resterende 12 medlemmer af Rengo Sekigun modtog vidt forskellige domme på mellem 4 og 20 års fængsel, mens den 16-årige Saburo Kato slap billigt grundet sin unge alder, idet han blev dømt til anbringelse på en reformskole. Hiroko Nagata døde af en hjernetumor i 2005 i en alder af 65 år.