
Uchigo Maru var en sightseeingbåd, der sejlede rundt i Sagami-søen i Kanagawa-præfekturet, da den hér forliste den 8. oktober 1954, hvilket endte med at koste 22 mennesker livet. På denne dag lagde båden fra kaj klokken 12.55, men allerede kort tid efter begyndte den dog langsomt at synke, hvilket kaptajnen ikke bemærkede, idet han fortsatte med at sejle, selvom man på land ellers opdagede, at vandet gradvist steg op langs siderne på båden, hvilket man derfor forsøgte at alarmere om.
En anden båd blev straks sendt af sted med kurs mod Uchigo Maru, hvor man efter ti minutters sejllads pludselig opdagede, at det begyndte at strømme ind med vand i den nederste kahyt, hvor mange af de knap 100 passagerer opholdt sig. Hér opstod der panik, da folk strømmede til udgangene, samtidig med at vandet begyndte at opsluge dem, og mens de fleste nåede at slippe ud, så endte 22 personer altså med at drukne. Blandt disse var flere børn fra en skole, idet over 250 elever var i området på en skoleudflugt, og ud af disse var i alt 75 ombord på Uchigo Maru, da den sank. De overlevende blev reddet af fem andre både, mens andre kunne svømme i land, idet kysten kun var 100 meter væk, men svømmetræning var endnu ikke et obligatorisk fag i de japanske skoler, så dengang kunne mange japanere ikke svømme, hvilket blandt andet også var årsagen til et stort antal dødsofre, da færgen Shiun Maru forliste året efter, hvor 36 skolepiger desuden omkom under svømmetræning i Tsu. Disse to ulykker var derfor medvirkende til, at svømning blev gjort obligatorisk i de japanske skoler.
Årsagen til forliset skyldtes kapaciteten af mennesker, for selvom mange af de ombordværende var børn, så mener man, at den samlede vægt ombord nåede op på over 3 ton, hvilket var fire gange så meget, som Uchigo Maru var designet til at kunne håndtere. Ulykken førte derfor til en retssag mod bådselskabet, der resulterede i en dom til kaptajnen, idet han simpelthen havde ladet for mange stige ombord, ligesom han ikke engang bemærkede, at båden sank i flere minutter, før den stod under vand.