Boninbrillefugl

BoninbrillefuglBoninbrillefuglen er en sangfugl, der kun lever i Japan – nærmere betegnet på Bonin-øerne, som den derfor er opkaldt efter. Tidligere har arten været udbredt på de fleste af Bonin-øerne, men i dag lever den kun vildt på enkelte øer. Som navnet antyder er der desuden tale om en brillefugl, men frem til 1995 troede man, at arten hørte til slægten af honningædere, hvilket er grunden til, at boninbrillefugle før i tiden blev kaldt for boninhonningædere. Brillefugle er kendetegnet ved at have hvide ringe omkring deres øjne, hvilket også er tilfældet med boninbrillefuglen. Resten af fjerpragten er derimod gul og grøn med grålige nuancer på hale- og vingefjerene. Omkring øjnene findes ydermere sorte aftegninger, og på japansk er fuglen derfor kendt som “meguro”, hvilket direkte oversat betyder “sortøje”.

En boninbrillefugl bliver omkring 13 centimeter lang med en vægt på 15 gram. Fuglene lever blandt andet af frugter og insekter, og når de om foråret finder sammen i par, lægger hunnen typisk to æg, som både hun og hannen ruger på, ligesom de begge fodrer ungerne, når de klækkes. Efter en måneds tid er ungerne flyvefærdige, og de lever herefter en tilværelse som selvstændige. Bestanden af boninbrillefugle er svundet ind grundet menneskets udbredelse på Bonin-øerne, så arten i dag er fredet. Boninbrillefugle er dog ikke truet, mens deres nærmeste slægtning, mukojimabrillefuglen, blev erklæret for uddød i 1941.

 

Total Page Visits: 92 - Today Page Visits: 1