Miniopterus fuscus

Miniopterus fuscus

Miniopterus fuscus er den videnskabelige betegnelse for en art af flagermus, der kun eksisterer i Japan, hvor arten har hjemme på Ryukyu-øerne, hvor antallet af individer dog er så begrænset, at arten anses for at være truet, selvom man dog har kendskab til en koloni på 10.000 flagermus på Okinawa. I 1933 fandt man desuden et eksemplar på Japans største hovedø, Honshu, men da det ikke siden har været muligt at finde andre, går man ud fra, at arten er uddød uden for Ryukyu-øerne, hvis der da ikke var tale om en enkelt forvildet flagermus.

Miniopterus fuscus når en længde på omkring 6 centimeter, mens vægten ligger på cirka 10 gram. Pelsen er kendetegnet ved at være mørkebrun, ørerne er små og spidse, mens næsen er flad. Flagermusene tilbringer dagen i huler og grotter, hvor de opholder sig i flok, mens de efter mørkets frembrud flyver rundt og fanger føde, der består af mindre insekter.

Flagermusenes eksistens er truet grundet menneskelig aktivitet, der blandt andet er med til at forstyrre dem i de huler og grotter, hvor de opholder sig, ligesom skovrydning er med til at begrænse de naturlige områder, hvor flagermusene foretrækker at holde til og fange deres føde. På øen Ishigaki har man eksempelvis anlagt en lufthavn i et område, hvor en koloni af flagermus lever, og man har derfor forsøgt at sikre deres eksistens ved at anlægge lydtætte grotter.

Total Page Visits: 102 - Today Page Visits: 1