
Krysantemumdukker er dukker, som er blevet dækket med krysantemummer på en sådan måde, at disse skal forestille traditionelle japanske klæder, som dukkerne derfor ser ud til at være iført. I begyndelsen af 1800-tallet blev det i Japan populært at anvende krysantemummer under udformningen af dekorationer, og med tiden begyndte man også at fremstille dukker, som kunne være iført krysantemummer, idet disse findes i forskellige farver, så man derfor kunne imitere forskellige beklædningsdele eller sågar skabe mønstre med brug af blomster.
Dukkerne blev som regel sat til offentlig skue som en udstilling, så folk kunne beundre det flotte håndværk eller lade sig betage af forestillingen af at være iklædt blomster, idet krysantemumdukker er kendetegnet ved at være livagtige dukker i menneskestørrelse. Dog er der ikke tale om mannequindukker, for en krysantemumdukke består faktisk kun af hoved og lemmer, mens kroppen er en base bestående af et gitter, hvor de levende blomster arrangeres, så de til sidst forestiller et sæt tøj i en bestemt positur. Herefter påsættes hoved, arme og ben, hvorved dukken er færdig. For at blomsterne skal kunne holde sig, anvendes de med rødderne intakte, mens gitteret dækkes med mos og strå, som man binder rødderne fast til, hvilket gør det muligt for dem at optage væske, når dukkerne dagligt vandes, så blomsterne forbliver friske. Dog vil de som regel begynde at visne efter et par uger, så det bliver nødvendigt at skifte dem ud.
I dag bliver krysantemumdukker primært udstillet under større arrangementer såsom festivaler, men de kan generelt opleves som dekorationer overalt i Japan, hvor både professionelle og amatører bruger tid og energi på at fremstille dukker, når krysantemummer blomstrer i løbet af efteråret. Det er mest almindeligt at udstille dukkerne som blikfang i et større blomsterarrangement, der således kan udgøre et farverigt landskab som en scene i en eventyrlig fortælling.