Enka er en genre inden for japansk folkemusik, der har sin oprindelse fra 1800-tallet, hvor indførelsen af ytringsfrihed førte til politiske protestsange, der fik betegnelsen enka, hvilket er en forkortelse for "enzetsu uta", der direkte oversat betyder "talesang". Det mindede nemlig om rytmiske taler, der blev akkompagneret af musik spillet med traditionelle japanske instrumenter. I 1800-tallet tog Japan dog Vestlige instrumenter til sig, hvilket fik indflydelse på udviklingen af enka-sange, der i begyndelsen af 1900-tallet udviklede sig til at blive mere kommercielle og mindre politiske, så sange blev opført for på musikalsk vis at underholde almindelige mennesker frem for at indeholde et budskab. Det at være enka-sanger blev således et erhverv, men man blev ikke ligefrem hyret til at synge, så dette foregik i offentligheden som en slags gadekunst.
I løbet af 1900-tallet var det primært Vestlig musik, der prægede udviklingen af musik i Japan og dermed også folkets smag i denne. Musik blev mere rytmisk, så man kunne danse og klappe med til det, og med udbredelsen af radioer blev det normalt at lytte til musik som baggrundsstøj, mens man begyndte at hyre bands og sangere til at optræde til begivenheder og sammenkomster. Det at være sanger blev dermed en karriere, man kunne leve af, så i Japan begyndte man at forme en unik musikkultur, hvor man inspireret af Vestlig musik sang sprogligt såvel som stilistisk på japansk.
Dette førte med tiden til det, der betegnes som moderne enka, hvilket bedst kan beskrives som en melankolsk ballade, der opføres med en emotionel indlevelse - både vokal- og udtryksmæssigt, mens der tematisk tages udgangspunkt i sentimentale aspekter som sorg, kærlighed, modgang og døden. Moderne enka opstod derfor i efterkrigstiden, hvor japanerne følte behov for at udtrykke deres følelser, hvilket blandt andet kunne gøres ved, at andre satte ord på dem med sange, som man dermed kunne synge med på. Enka-sangere blev således populære som nationale samlingspunkter, og derfor sang både mænd og kvinder da også iført kimonoer, så de kunne udstråle en slags nationalånd. Med tiden blev det så mere tilladt og udbredt at synge i andre typer klæder, efterhånden som enka udviklede sig sideløbende med andre genrer. For betegnelsen "enka" blev først benyttet, da nye genrer gjorde det muligt at definere og dermed distancere enka fra disse, og "enka" blev da den betegnelse, man valgte at gøre brug af, fordi man betragtede musikken for at være gammeldags stemningssange i en tid, hvor dynamik og show kom mere i fokus.
Det førte også til, at enka blev mindre populært, fordi det trods alt var folkemusik, hvilket ikke tiltalte unge mennesker, der i en mere globaliseret verden blev påvirket af tendenser fra udlandet, hvor særligt rockmusik prægede kulturen. Dette førte også til, at det blev almindeligt at lytte til bands eller oprette sit eget, mens enka-sangere som regel var solister. Og mens mange af disse holdt fast i deres stil, var der derimod andre, som valgte at udfordre genren ved at ændre på både temaerne, musikken, sangene og måden, de blev opført. Med opfindelsen af karaoke oplevede enka-genren dog en ny epoke, fordi mange sange var så veletablerede i Japan og generelt nemme at synge med på, at det derfor blev den mest almindelige genre at synge på de mange karaoke-barer, som skød frem i landet i slutningen af 1970'erne. På TV blev det også normalt at tilføje sangtekster til sange, så man kunne synge med på disse derhjemme.
Da pop-genren begyndte at vinde indtog på den japanske musikscene i løbet af 1980'erne, blev enka på symbolsk vis skubbet i baggrunden af unge kunstnere, der gjorde popmusikken til den mest populære genre i Japan. De store enka-sangere gik bort eller gik på pension, og nye sangere havde svært ved at etablere sig som kendte navne med kendte værker, hvilket stadig er tilfældet den dag i dag, hvor enka langt fra er så populært, som det engang har været. Men netop fordi at enka er kendetegnet ved at besidde nationale værdier med udgangspunkt i følelser, så er det trods alt en genre, som tiltaler mange - særligt midaldrende og ældre, fordi de grundet deres livserfaring kan værdsætte begge dele. Men de lytter oftest til såkaldte evergreens frem for nye sange, og blandt andet derfor er det svært for nye sangere at slå igennem, fordi man for det første skal fange et nyt publikum og samtidig tiltale det gamle.