Dorayaki

Dorayaki er en japansk form for kage bestående af to pandekage-agtige stykker brød, der er lagt sammen over en midte af rød bønnepasta, så det nærmest ligner en forstørret chokoladekiks. Dejen, der anvendes til at lave pandekagerne, er den samme, som bruges til at lave den japanske kage kaldet castella, og denne opvarmes på samme måde som pandekager ved at hælde en klat ud over en varm pande, således at dejen langsomt hærdes og bliver fast i konsistensen. I modsætning til pandekager hæver dorayaki dog op under tilberedningen, ligesom de er kendetegnet ved at have en mørk skorpe som en burgerbolle. Når dejen er bagt færdig placeres en klat rød bønnepasta i midten af den ene pandekage, hvorefter en anden lægges ovenpå, og så er de sådan set klar til at blive serveret.

Dorayaki minder meget om imagawayaki, hvor dejen imidlertid omslutter den røde bønnepasta, så dette bliver gjort til en kerne, mens dorayaki mere minder om en sandwich. Imagawayaki nydes desuden typisk varm, mens dorayaki som oftest spises afkølet. Der findes stande rundt omkring i gadebilledet i Japan, hvor der sælges dorayaki, men det er også en almindelig snack, som kan købes i supermarkeder. I visse egne er dorayaki kendt som mikasa, og det bliver også mere udbredt med forskellige typer fyld som for eksempel creme og syltetøj.

 

Total Page Visits: 1066 - Today Page Visits: 1