Imagawayaki

ImagawayakiImagawayaki er en japansk dessert bestående af et ydre lag af bagt dej med en kerne af rød bønnepasta lidt a la en dorayaki, der dog er en slags sandwich lavet af to pandekager, som spises kold, mens imagawayaki derimod nydes varm og tilberedes på samme måde som æbleskiver i en speciel form for pande med cirkelformede huller. Derfor er der faktisk nogen, der kalder imagawayaki for japanske æbleskiver, men i modsætning til æbleskiver, så er imagawayaki ikke kugleformede.

Først pensles formen med fedtstof, hvorefter den flydende dej hældes i. Mens denne varmes og bliver sprød udenpå tilsættes fyldet, men i stedet for at vende dejen i den samme form, så trækker man i stedet denne op og placerer den med toppen oven på en af de andre forme med dej, således at man altså laver en forstørret kiks. De to sammenførte stykker vil herefter fusionere i den varme form, så man til sidst får en cylinderformet imagawayaki, der er klar til at blive serveret, når denne er blevet løsnet fra formen.

Selvom tilberedningen er den samme som ved æbleskiver, så minder imagawayaki altså mere om berlinere. Nu om dage findes der desuden forskellige former for fyld, der blandt andet også inkluderer chokolade og frugtkompot. Det er tilmed også muligt at tilsætte kød og grøntsager, så retten mister sin dessertstatus. Imagawayaki har desuden forskellige navne rundt omkring i Japan – i Kansai-regionen er de for eksempel kendt som oobanyaki. Det er en typisk snack, som sælges på gader og i bagerier.

 

Total Page Visits: 333 - Today Page Visits: 1