Ikizukuri

Ikizukuri - også kendt som ikezukuri - er en tilberedningsteknik, hvor man klargør fisk eller skaldyr, imens de er levende, så de under serveringen er så friske, at dele af dem bevæger sig, idet deres nerver stadig er aktive, hvilket kan give indtryk af, at dyret stadig er i live. Dette er dog ikke tilfældet, for dyret mister nemlig livet under tilberedningen, hvor det i løbet af ingen tid bliver fileteret ved at blive skåret til og anrettet, så det kan spises råt og stort set så friskt som overhovedet muligt, hvilket siges at give den bedste umami-smag. Dyret kan enten serveres for sig selv eller som et element i en anretning.

Ikizukuri anvendes således også som et begreb for de anretninger, der er blevet tilberedt på denne måde, og selvom det er mest almindeligt at anvende fisk, så er det også populært at benytte blæksprutter og skaldyr. På en restaurant, hvor der serveres ikizukuri, kan man typisk selv vælge det dyr, man vil have serveret, fra et akvarium, hvorfra det fanges og tilberedes inden for få minutter, hvor organerne bliver bevaret intakte, så dyret holdes i live længst muligt. Når man anvender fisk, er det desuden almindeligt at lade både hovedet og halen blive på fisken, da det typisk er disse dele, der stadig bevæger sig, men det er ikke meningen, at man skal spise disse, så nogle gange bliver de endda anbragt separat fra den fileterede krop, bare så man kan blive mindet om, at man spiser kødet fra et dyr, som kort forinden var i live - og fordi at fisk ikke kan sige lyde, får man indtryk af, at de fortsat lever, fordi de stadig bevæger sig.

Det at indtage fisk eller skaldyr, imens de bevæger sig eller sågar stadig er i live, kaldes for odorigui, hvilket derfor også kan anvendes som en overordnet begreb, der inkluderer ikizukuri. Forskellen er bare, at ikizukuri garanterer en tilberedning, hvor dyret skæres til, så de spiselige dele serveres, mens odorigui generelt dækker over indtagelse af en fisk eller et skaldyr i bevægelse, hvilket vil sige, at det altså stadig kan være i live - også selvom det er blevet tilberedt ved eksempelvis at være blevet skåret til eller flået.

Odorigui og dermed også ikizukuri har fået kritik for at være dyremishandling og er således forbudt i store dele af verden, men i Japan er fisk og skaldyr ikke inkluderet i dyrevelfærdsloven, så der er derfor heller ingen regler for, hvordan man må dræbe dem, hvilket derfor kan foregå ved at spise dem. Da formålet med odorigui er at indtage dyret, mens det er så friskt som muligt, er der heller ikke mange japanere, der synes det er ulækkert eller uetisk.

Total Page Visits: 139 - Today Page Visits: 1