Manju

Manju er en type traditionel japansk konfekt bestående af en dejmasse, der typisk indeholder en kerne af af fyld. Manju minder således om daifuku, men imens daifuku er lavet med mochi, som er fremstillet af klæberis, så er manju derimod frestillet af mel. Den mest almindelige type mel er hvedemel, men de fleste typer mel kan som sådan benyttes såsom rismel og boghvedemel. Manjuer tilberedes ved, at dejen bliver dampet eller bagt, og en manju er således kendetegnet ved at være mindre klæbrig end en daifuku. Manjuer kan således også spises enten varme eller nedkølede - som regel til en kop te.

Selve dejmassen er som udgangspunkt fattig på smag, da denne er betinget af meltypen, så derfor er det normalt at tilsætte fyld for på den måde at tilføre manjuen smag og dermed også sødme eller syre, ligesom man på den måde kan begrænse mængden af dej. Ofte tilsætter man ligeledes smagsstoffer og farvestof til dejmassen, så farven på denne harmonerer med fyldet. Oprindeligt var det kun rød bønnepasta, der blev anvendt som fyld, men nu om dage findes der et utal af manju-varianter, der enten sælges som separate snacks eller i gaveæsker, ligesom man kender det med fyldt chokolade. Manjuer ses mest som runde miniboller, men det er muligt at bage dejen i forme, så de derfor også findes i forskellige former.