Ramen er en japansk ret, der består af nudler i suppe, som findes i forskellige smagsvarianter og med forskelligt tilbehør, hvilket vil sige, at der findes et utal af ramen-typer. Den mest almindelige form for ramen er hvedenudler i en soya- eller misosuppe med skiver af svinekød, tang, forårsløg og et kogt æg, men der er altså ingen grænser for brugen af ingredienser, når man laver ramen, for præcis som med en pizza er det ofte muligt at sammensætte sin helt egen ramen, når man bestiller denne på en restaurant. Nogle steder vil man have mulighed for at bestille ud fra et menukort, men ellers er det normalt, at man benytter sig af en automat til at vælge, hvilket tilbehør man gerne vil have, når man bestiller en portion ramen. Dette tilbehør kan desuden variere fra region til region, idet der i Japan findes forskellige præferencer.
Selvom ramen først kom til Japan fra Kina i 1800-tallet, så er det nemlig endt med at blive en af de mest populære retter, der har spredt sig rundt i landet, hvor man har skabt lokale varianter. Typisk spises ramen med brug af spisepinde, der bruges til at spise nudlerne og tilbehøret, og en porcelænske, der bruges til at indtage suppen. Det er også tilladt at slubre, når man spiser ramen, da man dermed viser, at man nyder smagen, og så må man også gerne bunde skålen for på den måde at få de sidste dråber med. Det er derimod ildeset, at man bider nudlerne over, mens man er i gang med at indtage dem.
Ramen er desuden den mest populære færdigret i Japan, for hurtignudler er nemlig ramen, idet man tilsætter kogende vand til tørre nudler og således laver nudler i suppe - altså ramen.