Yakisoba

YakisobaYakisoba er den japanske betegnelse for stegte nudler og dækker således over stegte nudler generelt eller retten, hvor stegte nudler udgør hovedingrediensen. Selvom soba egentlig er nudler, som er lavet på boghvede, så er nudlerne, som benyttes til yakisoba, lavet med hvedemel, præcis som det er tilfældet med udon. Hvis man anvender udon, kaldes det i stedet for yakiudon. Før nudlerne steges, er de blevet forkogt, så de har fået deres karakteristiske spaghettiagtige konsistens, mens selve stegningen får væsken til at fordampe, så de bliver mere sprøde. Under stegningen kan man så tilsætte andre ingredienser såsom grøntsager og kød, så man altså får det, man på dansk kalder for en wok-ret. Men yakisoba kan også nydes som element i anretninger, ligesom det kan indgå som fyld i eksempelvis brød – et mellemmåltid kendt som yakisobapan.

Det at stege nudler i Japan er en forholdvis ny ting, der opstod i gadekøkkener i begyndelsen af 1900-tallet, og selv i dag er det da også populært, at der bliver solgt yakisoba fra stande under japanske festivaler. På restauranter får man nogle steder retten serveret på en tallerken, mens man andre steder selv sammensætter og steger sin anretning på en kogeplade ved ens bord. I dag findes der et utal af yakisoba-varianter baseret på de anvendte ingredienser, og i nogle egne er man kendte for at have helt bestemte typer yakisoba.

Total Page Visits: 11 - Today Page Visits: 2