Ikigai kan oversættes til "livsværdi" og er en slags livsfilosofi, der giver en mening i tilværelsen og dermed en grund til at leve. Grundlæggende set dækker ikigai derfor over det, som enten giver en livsglæde eller livsstyrke, hvilket er forskellig fra person til person, og derfor handler det om at finde frem til de aspekter, som passer til en selv, så man ikke blot kan udholde livet, men også bliver i stand til at værdsætte det ved netop at leve det. Ikigai kan derfor mest af alt betegnes som en indre motiverende drivkraft, der kan opnås via en ydre påvirkning.
Mennesker har det tilfælles, at de bliver født ind i verden, men der er umiddelbart ingen mening med dette, medmindre man formår at finde en, og gør man det, vil man have opnået ikigai. Folk ender ud i depressioner, livskriser og identitetskriser, fordi de enten ikke har eller mister meningen med at leve, så de bare er til i verden, uden at de føler, at de har et formål i denne. Derfor handler det om at finde en mening, hvilket filosoffer, forfattere, psykologer, mentaltrænere og andre derfor opfordrer til via forskellige metoder, teknikker og koncepter - heriblandt ikigai, der er et udtryk, som stammer fra Okinawa, der blandt andet er kendt for at have en høj koncentration af ældre, hvilket nogle har valgt at betragte som et eksempel på en høj livsglæde hos denne befolkningsgruppe.
Man har dermed også valgt at tage ikigai-udtrykket til sig som den overordnede betegnelse på en teori om, hvordan man kan opnå mening i livet, selvom denne "opskrift" faktisk er en konstruktion, som ikke eksisterer i den oprindelige betydning. I stedet er ikigai endt med at blive optaget som et låneord, der har skiftet betydning, da det uden for Japan er et moderne udtryk, der primært er knyttet til mental sundhed, idet man ved at opnå en mening i tilværelsen kan tilegne sig psykisk velbefindende. Det betyder også, at ikigai bliver tolket og præsenteret på forskellige måder, men en af de mest populære er via et såkaldt Venn-diagram, der i 2014 blev lavet af briten Marc Winn, hvilket har til formål at illustrere, hvordan man kan opnå ikigai i det moderne samfund.
Dette diagram kombinerer nemlig fire aspekter: mission, profession, kald og passion, der tilsammen giver en mening i tilværelsen - altså ikigai. Men disse kan alene være svære at tilegne sig eller se for sig, så de er selv resultater af fire andre aspekter, som er nemmere at identificere og tage udgangspunkt i: det man kan lide, det verden har brug for, det man kan blive betalt for, og det man er god til. Det man kan lide kan fremkalde en mission eller en passion, når det kombineres med det man er god til, og det, som verden har brug for, hvilket derimod kan fremkalde en profession eller et kald, når det kombineres med det, man kan blive betalt for.
Denne teori går altså ud på, at man nærmest skal foretage en selvanalyse og finde sin vej i tilværelsen via en eksistentiel drift baseret på sine personlige forhold og præferencer. Men dette er imidlertid ikke grundessensen af den japanske betydning af ikigai, der er noget mere simpel og ligetil, da det tværtimod handler om at acceptere og værdsætte livet. Dette kan gøres via selv de mindste ting såsom at betragte vinden i træerne, lytte til fuglesang, dufte til blomster og notere rynkerne i huden som et tegn på, at man har udholdt tilværelsen, fordi den var værd at gennemleve. Men det kan også være glæden ved at arbejde, at se en færdigstrikket trøje eller tilføje endnu en ting til sin samling. Når tomrummet i ens indre bliver udfyldt med små brikker af fornøjelse via de aktiviteter, man udfører, er det ikigai.
Andre betragter dog også ikigai som en idealtilstand, hvor man finder sin plads i tilværelsen, da man dermed opnår mening i den, og dermed inddrages netop samfundsrelaterede aspekter som økonomi, status og evner. Det kan eksempelvis være at blive gift og få børn, blive forfremmet til chef eller gøre sine forældre stolte. Som mennesker har vi nemlig vidt forskellige opfattelser af, hvad meningen med livet er, fordi denne ikke opstår, før vi selv finder frem til den. Problemet er således, at ikigai har en tvetydig betydning, idet det er et japansk begreb med en udefineret formel, samtidig med at det uden for Japan er blevet betegnelsen for et koncept med inkorporerede mønstre og retningslinjer, der ganske vist kan fungere som støtte men samtidig kan forhindre en i at opnå en mening i livet, fordi at man får opfattelsen af, at dette handler om at udrette eller blive til noget, så ikigai dermed bliver et mål, som man stræber efter at opnå grundet troen på, at dét er meningen med livet.
Dermed kan man ironisk nok ende ud i en tilværelse uden mening, fordi man opbygger en forventning, hvilket kan resultere i nederlag og skuffelse, fordi man bliver overbevist om, at livet handler om at selvrealisere sig selv via en aktiv indsats - altså skal man søge efter meningen i stedet for at fremkalde den. Og ved at opsætte metoder og teknikker, som gør dette muligt, anerkender man heller ikke, at mennesker lever forskellige liv, hvor værdien af dette er en individuel opfattelse. Derfor kan man sige, at ikigai sådan set bunder i en underbevist erkendelse, der opstår af sig selv, når man ender ud i en tilstand, hvor man føler, at livet er værd at leve - hvilket i sig selv giver det mening og dermed værdi. Alt i alt handler ikigai altså mest af alt om at være tilfreds med tilværelsen og ikke sig selv.