Amabiko

Amabiko

Amabiko er en yokai, der ofte bliver beskrevet som et abeagtigt væsen med tre ben. Til trods for dette siges det, at de lever i havet omkring Japan, hvorfra de nu og da kommer op på land for at levere profetier. Amabiko minder derfor om en anden yokai kendt som amabie, der tilfældigvis har tre finner og også er kendt for sine profetier, og da myter om de to yokai opstod i samme periode i 1800-tallet, er der muligvis blot tale om en variant af det samme væsen, hvilket også kan være forklaringen på, at deres navne minder om hinanden. Mens amabie har leveret positive profetier, lader amabiko dog til at levere negative profetier, så det derfor siges at bringe ulykke, hvis man ser en. I 1881 forudså en amabiko eksempelvis en global katastrofe cirka 30 år ude i fremtiden, og 33 år senere begyndte Første Verdenskrig tilfældigvis.

Amabie er beskrevet som et havefrulignende skabning med et næb, mens amabiko altså er en primat med pels, der i nogle tilfælde slet ikke har nogen krop, men blot et hoved på tre ben. Til trods for at ligne et dyr er den ikke desto mindre i stand til at tale, da det er på denne måde, den har overleveret sine profetier, når den er gået i land nær de japanske kyster, selvom den også er blevet spottet indenlands. Amabie er nemlig en af de yokai, der rent faktisk er blevet observeret og beskrevet i aviser. Da den i mange tilfælde til forveksling ligner en helt almindelig abe, kan det dog være, at det er en sådan, folk i virkeligheden har set, selvom det godt nok siges, at en amabiko lyser i mørke.

Total Page Visits: 51 - Today Page Visits: 1