Makaker er en abeslægt bestående af 23 arter, som primært lever i Asien. Den japanske makak kaldes også for japansk sneabe, da det er den abe i verden, som lever på de nordligste breddegrader. Aberne holder til i skove og bjergområder på de japanske hovedøer Kyushu, Shikoku og Honshu, men arten lever dog ikke vildt på Hokkaido. Herudover lever der også makakaber på flere af Japans småøer - heriblandt en underart på Yakushima, hvor de kendt for at ride på hjorte. I forhold til andre makakaber, så har den japanske makak meget tyk pels, der gør at arten kan begå sig i et koldt klima, idet de kan klare temperaturer helt ned til minus 20 grader. Derfor er det japanske bjerglandskab altså et optimalt levested for arten, der af samme grund ikke er truet, idet der findes over 100.000 individer rundt omkring i landet.
Skovrydning og udbredelsen af menneskelig aktivitet udgør dog en trussel på lang sigt for den japanske makak og dens levesteder. Men der er samtidig tale om et dyr, som er i stand til at tilpasse sig sine omgivelser, og derfor kan man mange steder i Japan interagere med vilde makakaber, hvilket for eksempel lader sig gøre i abeparker, hvor de kommer for at blive fodret og således har vænnet sig til mennesker. Et af de mest kendte steder er Jigokudani abeparken, hvor aberne har lært at bade i varme kilder for at holde varmen om vinteren.
Den japanske makak bliver omkring 55 centimeter høj - hunnerne er lavere end hannerne - med en halelængde på 7-10 centimeter. Vægten ligger på cirka 10 kg., og pelsen er lysebrun, mens ansigtet er hårløst, hvorved det bliver rødt, når blodet strømmer dertil, såsom når der er varmt, eller når de bliver seksuelt opstemte. I naturen bliver aberne typisk 6 år gamle, men i fangenskab kan de leve hele fem gange længere. Der er tale om sociale dyr, som lever i flok, hvor en dominerende han styrer et harem inklusive unge hanner, der endnu ikke er kønsmodne. Disse forlader med tiden flokken og kan enten leve en solitær tilværelse, eller de kan slutte sig til andre flokke, hvor de må leve nederst hierarkiet med mulighed for at overtage flokken, når alfahannen dør. Nogle gange bliver flokke også så store, at de må splittes op, hvorved en ung han får mulighed for at blive alfahan i den nye flok. Det er dog ikke kun alfahannen, der parrer sig med hunnerne i flokken, eftersom han ikke har mulighed for at holde styr på dem alle. Makak-hunner er nemlig kendt for deres stærke seksualdrift, og det er et af de få dyr, hvor man har observeret seksuel adfærd mellem hunner.
En hun føder typisk en unge, som hun bærer på sig i over et år. I den tid lærer ungen at begå sig ved at imitere sin mors og de andre abers adfærd. Den japanske makak lever blandt andet af planter, insekter og frø, men de er også glade for grøntsager og frugter, og derfor går de tit på rov i plantager og på marker, hvilket er grunden til, at man nogle steder betragter dem som skadedyr. Den japanske makak er dog en vigtig del af den japanske kultur, eftersom det er den eneste primat, der lever i Japan og dermed det tætteste dyr, der kommer på mennesket, så man historisk set altid har kunnet identificere sig med dem. Det er blandt andet den japanske makak, der har været inspirationen bag de tre vise aber, som intet ondt ser, hører eller siger.
Japan har intet officielt nationaldyr, men den japanske makak bliver ofte omtalt som Japans nationaldyr, selvom dette altså ikke er tilfældet. I Japan har man dog en nationalfugl, hvilket er den grønne fasan.