
Den 26. juli 2025 blev makakaben Punch-kun født i Ichikawa City Zoo, hvor den fik navnet Punch efter manga-forfatteren Kazuhiko Kato, der var kendt under kunstnernavnet Monkey Punch, mens "kun" er en tiltaleform for drenge. Efter fødslen blev Punch-kun kun afvist af sin mor, som ikke gad at tage sig af ham, og han måtte derfor opfostres af dyrepasserne, som sørgede for at fodre Punch-kun og yde ham den nødvendige omsorg.
Det var dog meningen, at Punch-kun skulle socialiseres ind i abeflokken i den zoologiske have, hvilket skete ved, at han blev sat sammen med denne den 19. januar 2026, men eftersom han ikke var vokset op sammen med andre aber, havde han svært ved at interagere med dem, ligesom de andre aber afviste Punch-kun, som derfor holdt sig for sig selv. For at undgå, at han skulle føle sig ensom, valgte dyrepasserne derfor at give Punch-kun en bamse, som kunne holde ham med selskab - nærmere betegnet en orangutangbamse af mærket Djungelskog fra IKEA, som Punch-kun tog til sig og begyndte at slæbe rundt på og klamre sig til, som var den en erstatning for den mor, han aldrig havde haft.
Da billeder og videoer af Punch-kun blev delt på internettet, blev historien om Punch-kun til en nyhed i alverdens medier, og i Japan blev Punch-kun en landskendt sensation i en sådan grad, at IKEA oplevede et boom i salget af Djungelskog-bamser, mens besøgstallet i Ichikawa City Zoo eksploderede, da folk strømmede til for at se den verdenskendte abe. Punch-kun voksede med tiden fra bamsen og fandt sig i højere grad til rette blandt de andre aber, selvom han fortsatte med at opholde sig for sig selv, og grundet hans opvækst med mennesker blev han kendetegnet ved at være mere menneskesøgende i forhold til de andre aber i flokken.