Beppu har en af verdens højeste koncentration af varme kilder, hvilket derfor har gjort byen til et populært ferieresort. I 2016 valgte bystyret imidlertid at promovere Beppu på noget alternativ vis, da man i november offentliggjorde en video med klip fra en forlystelsespark dedikeret til varme kilder - en såkaldt spamusement park (eller Yu-enchi på japansk), hvor besøgende gik rundt iført håndklæder, mens man kunne tage en tur i en rutsjebane fyldt med vand, så bad og sjov på den måde blev kombineret. Det var imidlertid ikke tale om andet end en promotionsvideo, men med denne kom løftet om, at hvis videoen kunne runde 1 million seere, så ville projektet blive realiseret.
Konceptet var så unikt, at videoen hurtigt blev et viralt fænomen, som fik spredt sig til alverdens nyhedsmedier, hvor det af mange fejlagtigt blev forklaret, at forlystelsesparken var ægte. Dog førte videoens popularitet til, at den rundede 1 million seere efter kun 72 timer, og som lovet valgte Beppu at gøre spamusement park til virkelighed. Dog opførte man ikke en ny forlystelsespark. I stedet modificerede man den i forvejen eksisterende forlystelsespark Rakutenchi, der skiftede navn til Yu-enchi, da denne officielt slog dørene op den 29. juli 2017.
Yu-enchi var dog ikke tænkt som en permanent forlystelsespark, idet den kun var åben i tre dage, hvor Rakutenchi altså blev transformeret om til et underholdningsresort, hvor besøgende kunne gå rundt i håndklæder og badekåber og boltre sig i både vand og sæbe. En rutsjebane blev tilmed omdannet til badekar på hjul, præcis som i den originale video, hvor folk kunne sidde halvnøgne og bade i sæbe og vand, mens de trillede rundt på skinnerne.
Spamusement park havde 12.000 besøg over de tre dage, hvor parken var åben, og dette satte et pres på hotellerne i området, mens dusinvis af TV-stationer kom for at dække åbningen. Projektet, der startede med en video, der mest af alt var tænkt som en joke, blev således en økonomisk succes, der menes at have indbragt over 10 milliarder yen.