Da jeg i 2025 var i Sendai, var jeg to gange forbi AER-bygningen ved siden af Sendai station, hvor der befinder sig et gratis observatorium med udsigt over byen. Herfra har man blandt andet kigge ned på jernbanen ved siden af, hvor man nu og da kan se shinkansen køre forbi. Under mit andet besøg i AER-bygningen havde jeg tilrettelagt det således, at jeg ville være til stede, samtidig med at shinkansen både ville køre fra og ankomme til Sendai, men forinden havde et regnvejr passeret over byen, så da jeg ankom til observatoriet, var der tilfældigvis en regnbue i horisonten, og denne nåede heldigvis at forblive synlig, da shinkansen kørte fra stationen, samtidig med at et andet tog trillede ind på denne. Regnbuen blev desværre ikke så synlig på billeder, for den forsvandt faktisk kort tid efter, så jeg følte mig virkelig heldig over, at jeg nåede at opleve dette specielle syn fra denne højde.
Ise-helligdommen er Japans vigtigste helligdom, hvilket jeg så sandelig fik at mærke, da jeg i 2023 besøgte denne. Selvom det var midt på dagen på en hverdag, så var der nemlig fyldt med japanere i alle afskygninger – heriblandt grupper af forretningsfolk, der blandt andet besøgte helligdommen for at blive velsignet. Dette fik jeg endda mulighed for at overvære, da jeg befandt mig ved den såkaldte ydre del af helligdommen, hvor jeg så en shinto-præst sprede salt ud over en række af firmaansatte i jakkesæt for på den måde at udføre spirituel rensning, imens de befandt sig inde på selve helligdommens grund, hvor det ellers ikke var tilladt at træde ind. Man kunne derfor også kun betragte seancen på afstand, og eftersom Ise-helligdommen er blandt de mest hellige steder i Japan, så var det heller ikke tilladt at tage billeder, så jeg måtte nøjes med at gemme dette øjeblik i hukommelsen. I 2025 fik jeg også overværet et shinto-ritual i Chichibu, hvor en mand blev velsignet af en shinto-præst under et andet offentligt ritual med brug af en såkaldt onusa – en pind med papirstrimler, som skal rense atmosfæren.
Jeg har ikke tal på, hvor mange brudepar, jeg har set i Japan, hvor man flere steder kan opleve nygifte par få taget billeder ved diverse attraktioner. Ved helligdomme har jeg også set dele af igangværende bryllupper, og da jeg i 2023 befandt mig ved Hokoku-helligdom, var jeg så heldig at overvære afslutningen af et bryllup, hvor det nygifte par forlod helligdommen for derefter at få taget billeder ved den. Jeg bemærkede først, at de festklædte familiemedlemmer forlod helligdommen og stillede sig på række langs denne, og jeg vidste derfor godt, at der var tale om afslutningen på et bryllup, og at brudeparret inden længe ville træde ud. Jeg kunne derfor også stille mig op og være klar til at overvære dette specielle øjeblik, der ikke var meget anderledes end afslutningen på et dansk bryllup, ud over at brudeparret var iklædt traditionelle klæder. Det gode ved, at bryllupper foregår i offentligheden, er, at man dermed har mulighed for at overvære dem og få en unik oplevelse som en slags uinviteret gæst.
I Japan kører der endnu damplokomotiver på udvalgte strækninger, hvor de benyttes som turisttog, der skal gøre det muligt for folk at få en helt unik rejseoplevelse. Da jeg i 2024 rejste fra Yamaguchi til Tsuwano, havde jeg faktisk set, at der kørte damplokomotiver på denne strækning, og selvom jeg gerne ville have rejst med et, så kunne jeg ikke få det til at passe med rejsetiderne, og jeg endte derfor med at droppe ideen. Men da jeg på dagen ankom til Tsuwano, viste det sig dog, at damplokomotivet tilfældigvis gjorde klar til at køre fra byen, så jeg trods alt fik det at se i selskab med mange japanere, der stod klar til at tage billeder. Faktisk kørte toget frem og tilbage ved stationen, så jeg både så lokomotivet blive påsat vognene, ligesom jeg endda fik det at se på afstand, da jeg senere besøgte Taikodani Inari-helligdommen. På min vej til Tsuwano havde jeg faktisk bemærket mange fotografer langs skinnerne, men jeg havde på det tidspunkt glemt alt om det damplokomotiv, jeg ellers havde håbet at kunne køre med.
Da jeg i 2024 var i Kobe, valgte jeg at besøge Kobe Port Tower, hvilket jeg gjorde kort efter åbningstid, så jeg kunne undgå alt for mange besøgende. Men jeg fik dog ikke kun mulighed for at nyde udsigten oppe fra tårnet, for her var to vinduespudsere nemlig i gang med at rengøre vinduerne udvendigt, hvor de hang i sikkerhedsliner og arbejdede, mens man kunne betragte dette indefra. Det var derfor svært at fokusere på udsigten, for det var trods alt et lidt specielt syn at se vinduespudsere arbejde i den høje, og så endda på Kobes vartegn. De virkede dog fuldkommen ligeglade med, at de hang 100 meter over jorden, og jeg fandt samtidig ud af, at vinduerne i observatoriet rent faktisk kunne åbnes, da de kravlede ind og ud derfra. På denne dag besøgte jeg desuden også observatoriet i Umeda Sky Building i Osaka, og også hér var der tilfældigvis arbejdere ude foran vinduerne. Der var dog ikke tale om vinduespudsere, idet disse mænd lod til at foretage inspektion af bygningen.
Min første tur til Japan i 2023 var kort, men alligevel fuld af mange gode minder. Japan havde genåbnet sine grænser efter corona-pandamien få måneder forinden, så der var heller ikke så mange turister i landet, hvor japanerne derfor var ekstra gæstfrie. Dette oplevede jeg eksempelvis i Hiroshima, hvor jeg tog ud for at handle i en butik, da jeg hér faldt jeg i snak med en japansk mand, der virkede meget taknemmelig over, at jeg var kommet til Japan hele vejen fra Danmark. Da jeg stillede mig bag ham i køen, valgte han så uden videre at hive min fyldte indkøbskurv ud af hånden på mig, og før jeg vidste af det, var han i gang med at betale for mine varer, uden jeg rigtig kunne forstå, hvad der foregik. Jeg takkede naturligvis utallige gange og jokede med, at jeg nok skulle gøre gengæld, hvis han nogensinde kom til Danmark, men da jeg vendte tilbage til mit hotel og tømte indkøbspose, opdagede jeg dog, at den pose chips, som manden selv havde købt, ved et uheld var havnet blandt mine varer, så denne endte jeg med at spise med lidt dårlig samvittighed. Overordnet set er denne hændelse dog en af de mere mindeværdige af slagsen, fordi den er et glimrende eksempel på japanernes venlighed og gæstfrihed. Jeg er bare ærgerlig over, at der var tale om et kort møde, hvor jeg ikke engang fik mandens navn.
Da jeg i 2023 var i Kyoto, stødte jeg ind i en løs shiba-hund, imens jeg gik på Filosoffens Sti, hvor den gik rundt og gøede med en flexline, hvilket indikerede, at den måtte være stukket af fra sin ejer. Jeg valgte derfor at samle snoren op og se, om jeg kunne hjælpe med at finde frem til ejeren. Men eftersom hunden blev ved med at gø, valgte jeg at forblive i området, hvor jeg allierede mig med en ældre dame og en ung studerende, der hjalp mig med at kontakte politiet. Vi fik dog ikke brug for dem, for kort tid efter kom en kvinde i joggingtøj pludselig løbende, hvilket viste sig at være hundens ejer, der havde været ude at lede efter sin hund, da hun kunne høre den gø. De to blev således genforenet i et rørende øjeblik, og det viste sig, at hunden var løbet væk hjemmefra, hvor den havde stået bundet fast i forhaven. Dette blev kvinden dog først klar over, da hun kiggede ud ad vinduet og så, at havelågen stod åben, og hunden var forsvundet. Der var tale om en fire år gammel hun ved navn Cookie, og som tak for at have fundet hende, fik jeg et buskort, som jeg kunne bruge i Kyoto. Jeg er en stor hundeelsker, så jeg havde det ikke godt med at lade hunden gå løst rundt, ligesom jeg ville sikre mig, at der blev taget hånd om den, så jeg var virkelig lettet over, at det lykkedes at finde ejeren, da jeg ellers ville have gået og bekymret mig om dette på resten af min ferie.
De japanske tog er kendte for deres punktlighed, og det er da også en af grundene til, at jeg nyder at rejse med tog i Japan, fordi jeg ved, at togene kører til tiden. I 2023 oplevede jeg dog noget helt usædvanligt, mens jeg var på vej mod Tottori, da det tog, jeg befandt mig i, blev 40 minutter forsinket. Men selvom dette godt nok var specielt, så skyldtes forsinkelsen, at toget simpelthen blev standset af politiet. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der foregik, men på et tidspunkt stoppede toget på en station, hvor det blev holdene i flere minutter, uden at der rigtig blev givet nogen informationer om, hvad forsinkelsen skyldtes. Pludselig hørte jeg så lyden af sirener, hvilket jeg ikke rigtig tænkte over, før fire uniformerede betjente mødte op på stationen og begyndte at gennemsøge toget. Herefter så jeg en kvinde blive ført bort på perronen af to betjente, mens de to andre havde en længere samtale med en mandlig passager, før de gik rundt og spurgte folk, om de havde set noget mistænkeligt. Alle var helt rolige og nærmest ligeglade, så der var åbenbart ikke sket noget alvorligt, men det var alligevel en af de mere bizarre oplevelser, jeg har haft i Japan, og jeg undrede mig selvfølgelig over, hvad postyret skyldtes – særligt fordi at politiet lod til at kende den mandlige passager, eftersom de havde en nærmest venskabelig samtale med ham. Jeg formoder derfor, at det var kvinden, der blev pågrebet, fordi hun muligvis havde foretaget sig noget mistænkeligt, som manden havde set, hvis han da ikke var en civilklædt betjent, som havde skygget og fulgt efter hende, fordi hun var eftersøgt Alt i alt var der altså mere mystik end drama.
I Japan er der et TV-program kaldet “Why did you come to Japan?”, hvor et TV-hold tager ud til de japanske lufthavne og netop spørger udlændinge, hvorfor de er kommet til Japan. Jeg havde flere gange set TV-holdet under nogle af mine ankomster til Japan, men jeg havde bevidst valgt at undgå dem, indtil min rejse til Japan i 2025, hvor jeg var en af de første fra flyet, som gik ud i ankomsthallen ved ankomsten til Narita Lufthavn, da jeg blev mødt af TV-holdet, som gerne ville interviewe mig. Jeg havde sådan set ikke lyst, fordi at “Why did you come to Japan?” ofte handler om, at TV-holdet følger folk på deres ferie, og jeg gad godt nok ikke at have dem på slæb. Jeg valgte ikke desto mindre at stille op til interview og fortælle om de steder, jeg gerne ville besøge, uden at gøre mine planer alt for interessante. Jeg fortalte i stedet at lægge vægt på, at det var min 10. tur til Japan, og at jeg allerede havde oplevet store dele af landet. Journalisten ville gerne vide, hvorfor jeg kunne lide Japan og japanerne, og jeg måtte bare forklare, at japanerne er venlige, og der er mange spændende steder, som man ikke finder i lille Danmark. Interviewet varede i omkring 10 minutter, men jeg fandt aldrig ud af, om det blev vist på TV.
Japan bliver dagligt ramt af jordskælv, hvoraf langt de fleste af disse knap nok kan mærkes. Der er dog også jævnligt store jordskælv, så japanerne er generelt vant til, at jorden ryster. Det er jeg ikke som dansker, og jeg havde aldrig oplevet et jordskælv i Japan før i 2023, hvilket endda skete på dagen, hvor jeg skulle rejse hjem, mens jeg for første gang tilbragte en nat på et kapselhotel, da jeg klokken 4.15 blev vækket af, at kabinen rystede, imens der lød en alarm. Jeg troede først, at der måtte være tale om et slags vækkeur fra en af de andre kabiner, for bagefter var der nogle, som begyndte at forlade disse. Men da jeg tjekkede min telefon for at se, hvad klokken var, viste det sig i stedet, at jeg havde oplevet et jordskælv, da der på telefonen var en advarsel om dette. Om det var denne, der havde fremkaldt en alarm hos en af de andre gæsters telefoner, eller om det var en alarm på hotellet, vidste jeg ikke, men ved at søge på jordskælvet på Google, fandt jeg ud af, at det havde haft sit epicenter uden for Tokyo, hvor rystelserne havde en styrke på mellem 3 og 4 på den japanske magnitudeskala. Det var lidt irriterende at blive vækket så tidligt på dagen, hvor jeg havde en lang flyrejse foran mig, men det var også en speciel afslutning på min ferie.