Anime er kendt for at bryde grænser og tabuer, hvilket er en af grundene til, at jeg elsker anime. Men netop fordi at man har meget frihed, så er der desværre også en tendens til, at man indskriver mange unødvendige elementer, hvilket særligt gør sig gældende med sex og nøgenhed. Jeg har intet problem med nogen af delene, hvis det passer ind i handlingen, men når det optræder som fan service – altså blot for at tilgodese eller stimulere seernes fantasier, så synes jeg, at det bliver for meget. Der er ingen grund til at give kvinder abnorme bryster eller mænd svulmende muskler og indskrive malplacerede seksuelle aktiviteter, hvis der ikke er nogen grund til det. Det er simpelthen for umodent, og det skaber desværre også falske forestillinger om forbrugere af anime.
Jeg er generelt fan af japanske stemmelæggere, fordi det er virkelig talentfulde mennesker, der formår at leve sig ind i deres karakterer og give disse liv. Jeg foretrækker imidlertid, når folk taler med naturlige stemmer, og anime er desværre kendetegnet ved, at karakterer ofte har urealistiske stemmer – særligt piger, der i mange tilfælde har det, jeg kalder for heliumstemmer, idet de er lyse og skingre. Og disse kan jeg kort sagt ikke fordrage. Jeg har aldrig brudt mig om dem, og jeg er så træt af, at en ellers god anime kan blive ødelagt af en utålelig stemme, der trækker handling og univers ned på et umodent niveau. Jeg ved godt, at anime er fantasi, men derfor ville det være rart, hvis folk kunne tale med normale stemmer i et normalt toneleje.
Eftersom anime skaber fantasiuniverser, så er der heller ingen grænser for, hvordan man kan udtrykke sig. Anime er derfor kendt for at være actionfyldt, dramatisk, blodigt og tragisk. Dette er som udgangspunkt positivt, men jeg synes, det bliver et problem, når man forsøger at chokere seerne blot for at chokere. Der skal trods alt være en mening med galskaben, og i anime har man ofte for vane at køre af sporet med forceret overdrivelse. Det kan eksempelvis være bizarre karakterer med lige så bizarre designs, spontane blodbad, sørgelige baggrundshistorier eller endeløse klimaks, der kun lader til at eskalere. Den slags er skønt i begrænsede mængder, men når handlingen bæres af ekstreme scener, så synes jeg, at det bliver for meget, fordi det dræber historien.
Et gennemgående fænomen i anime er, at karakterer generelt har svært ved at udtrykke deres følelser og holdninger. Det er som sådan baseret på japanernes egen mangel på kommunikative evner, men eftersom anime er fantasi, så er jeg overordnet set træt af, at de skal hæmmes af et kulturelt personlighedstræk. Specielt fordi, at anime-karakterer er ekstremt gode til at formulere sig på intellektuel vis, udtrykke komplekse teorier og endda kan acceptere en ny virkelighed på rekordtid. Men lige så snart de skal sige deres mening, så fumler de over ordene eller tænker over dem i evigheder, hvis de da ikke helt vælger at holde mund, hvilket det som regel ender med, hvorved der opstår unødvendige konflikter og kaos.
Nogle serier har et gyseligt fænomen kaldet opfølgningsafsnit, hvilket også er tilfældet i anime – typisk med lange serier, så man halvvejs kan blive opdateret med, hvad der indtil videre er sket. Dette gav måske mening, dengang man kun kunne se et afsnit om ugen på TV, men nu om dage er de blot til gene. Dette er især tilfældet, hvis der ikke er tale om et klipafsnit, men derimod et “rigtigt afsnit” bestående af flashbacks. I så fald kan man nemlig ikke bare springe afsnittet over, fordi der er sekvenser, man ikke har set. I sidste ende består opsamlingsafsnit dog primært af genbrugsscener, og de er derfor blot fyld, som jeg for det meste spoler igennem.
Anime findes i forskellige medieformater, hvilket sådan set er fint. Jeg synes dog, det bliver et problem, når det samme franchise begynder at eksistere i forskellige formater, hvilket er mest udbredt ved, at en serie afsluttes med en film. Når serien sågar fortsætter med en film-serie bliver det decideret fjollet, og hvis der tilmed også er special-afsnit at holde styr på, så bliver det bare uoverskueligt – specielt hvis enten film eller special-afsnit bygger videre på univers og handling, så man dermed går glip af noget, hvis man ikke ser det hele. Det er samtidig svært at holde styr på, hvor mange formater en anime består af, så i nogle tilfælde kræver det research for at finde frem til det hele.
Jeg er stor modstander af censur, fordi jeg ikke kan se pointen i at producere og skildre noget, hvis det alligevel skal skjules. Anime var engang kendt for ikke at gøre brug af censur, men nu om dage benyttes dette desværre på mere eller mindre eksplicit vis. I nogle serier kan man opleve sorte plamager og enorme skygger, der skjuler for det, man ikke må se, mens man andre gange kan opleve hvide, tågeagtige dampe. Den slags effekter er kun med til at ødelægge scener, men generelt har man også tonet ned for vold og nøgenhed, så man blandt andet ikke ser så mange brystvorter mere, mens man sjældent ser knogler og organer, når folk bliver skåret i stykker. Det er naturligvis for at skåne folk, men jeg mener generelt, at man ikke skal se noget, hvis man alligevel ikke kan tåle det.
En af de helt store ulemper ved anime er, at der er et helt hold, der står bag produktionen af film og serier. Nogle har derfor mere erfaring end andre, mens man også har forskellige stilarter. Generelt synes jeg, at folk er gode til at arbejde sammen, men nu og da er det tydeligt, at det er forskellige mennesker, der laver anime, fordi kvaliteten kan være svingende. Jeg er især træt af, at man i serier gør brug af forskellige instruktører og lader deres stil påvirke animationen, fordi den dermed bliver ustadig. Ydermere synes jeg, at det er en skam, at karakterer ofte har vidt forskellige designs, som om de kommer fra forskellige universer. Mens nogen kan se nogenlunde naturlige ud, er der stort set altid et par karakterer med et fjollet design, så de skiller sig ud og slet ikke passer ind.
Lige så meget som jeg elsker anime, lige så meget hader jeg de stereotype karakterer, som optræder i anime. Man har sågar betegnelser for visse persontyper, fordi man generelt har en skabelon af karakterer, man kan benytte til at skabe deres personligheder, hvorved de altså bliver kopier af hinanden og dermed stereotype. Jeg synes for det første, at det er mangel på kreativitet, men for det andet er det også bare irriterende, at man ved, hvordan en karakter tænker og handler, fordi man har set vedkommende i en anden udgave i en anden anime. Oven i det gør det ironisk nok karakterer personlighedsløse, når de besidder en stereotyp personlighed, og det værste er næsten, at de også deler design, så man ud fra dette ofte kan se, hvilken personlighed en karakter har.
Jeg foretrækker at se korte anime-serier, fordi jeg for det første kan se dem ud i en lang køre og for det andet kan være sikker på, at de rent faktisk er færdige. Nogle anime-serier bliver nemlig produceret i sæsoner, og typisk er de baseret på en igangværende manga, som man må vente på bliver skrevet, før man kan producere flere afsnit. Dette medvirker eksempelvis til enormt lange pauser mellem sæsoner, mens andre serier i stedet bliver droppet, så de dermed aldrig får en afslutning. Jeg bryder mig kort sagt ikke om at starte på en serie, hvis jeg ikke ved, hvornår jeg kan se den færdig, for der er altid den risiko, at den aldrig bliver færdig, og så føles det som spild at tid at se en historie uden en afslutning.