I Japan har man en yderst besynderlig skik kaldet nekoyoke, hvilket er flasker fyldt med vand, som man placerer i haver og på gaden for at skræmme katte væk, så de undlader at tisse i området. Denne metode har absolut ingen effekt og giver heller ingen mening, men den er alligevel så udbredt i Japan, at det flyder med fyldte vandflasker overalt – både i hobetal og separat, i det offentlige rum og på privat grund. Det er på ingen måde pænt, og ironisk nok opstiller japanerne ofte vandflasker for at beskytte deres planter, hvis skønhed fuldkommen blegner, når de er omringet af plastik. Nekoyoke er derfor et eksempel på et socialt fænomen, der har taget overhånd, og når jeg er på ferie i Japan, kan jeg ikke undgå at bemærke disse gyselige ting i gadebilledet, hvor det for mig er en form for skrald i ellers pæne gader.
Jeg er en bleg nordboer, der både sveder og bliver solskoldet, når det bliver over 20 grader under den danske sommer. Så når det i Japan bliver over 30 grader og tilmed tæt på 40, så kan jeg simpelthen ikke holde det ud, hvilket jeg fik at mærke, da jeg var på ferie i Japan under hedebølgen i 2018. Jeg har aldrig følt mig så utilpas og samtidig rask, så jeg fik så sandelig bekræftet, at den japanske sommer ikke er noget for mig. Jeg holder mig i forvejen fra at rejse til lande i syden for netop at undgå sol og varme, så selvom jeg elsker Japan, så er vejret bare ulideligt om sommeren, for ikke nok med at UV-indekset er højt, så er den japanske varme desuden kendetegnet ved at være præget af en høj luftfugtighed, så både huden og lungerne har svært ved at ånde.
Når man går på gaden i Japan, vil man især i storbyerne blive antastet af folk, der står og gør reklame ude foran restauranter og lignende steder i et forsøg på at tiltrække kunder. Nogen vil mene, at dette er charmerende, fordi det skaber en form for dynamik, men jeg synes, det både er irriterende og stressende at blive “overfaldet” af verbale tilbud. Ved maid caféer kan man eksempelvis opleve letpåklædte piger i stuepigeuniformer, som står og gør sig til for at tiltrække mænds interesse, og selvom det er specielt, så synes jeg personligt også, at det er for bizart at anvende mennesker som blikfang, så jeg bryder mig generelt ikke om dette aspekt ved den japanske kultur. Hvis jeg har lyst til noget, skal jeg nok selv opsøge det, så jeg har ikke behov for at blive lokket til noget.
Det kan virke ironisk, at et højteknologisk samfund som Japan endnu benytter sig af kontanter som det primære betalingsmiddel, men det skyldes slet og ret, at der er en tradionel værdi knyttet til kontanter, som derfor er det eneste, man kan betale med mange steder, selvom en del butikker efterhånden har taget kontantløs betaling til sig. Jeg har som sådan ikke noget imod kontanter, men når det kommer til at tage på ferie, så er det bare upraktisk, at man skal anskaffe sig valuta og slæbe rundt på det med frygten for at tabe sin pung og dermed alle sine penge. Man kan sagtens bare hæve penge løbende under sin ferie, men der er en nedre grænse på 10.000 yen plus et gebyr, så det kan bedst betale sig at rejse afsted med et stort beløb, hvilket er irriterende, når store sedler gradvist bliver til mindre sedler og et utal af mønter.
Det danske skolesystem er ikke perfekt, men jeg priser mig lykkelig over, at jeg har gået i skole i Danmark og ikke i Japan, hvor skolesystemet er alt for konfuciansk efter min smag. Børn bliver behandlet som modtagere af viden og skal ved separate borde sidde og lytte og lære, mens aktiv deltagelse i undervisningen er begrænset. Man bliver hele tiden testet og dermed bedømt, så skolesystemet er præget af konkurrence frem for personlig udvikling – heriblandt opbyggelsen af sociale kompetencer. Der er i Japan en grundlæggende mangel på pædagogisk forståelse over for børns forskellige måder at lære på, og hvis der er mobning, bliver børn opfordret til at klare det internt, som om de har kompetencerne til den slags.
Japan er et samfund, hvor man bliver advaret om alt. Det drejer sig ikke kun om farer og trusler, men også mindre ting som huller i asfalten, retningen som rulletrapper kører, og handlinger, man alligevel ikke overvejer at foretage. Det er meget sødt, at samfundet forsøger at lege curlingforælder for indbyggerne, men personligt synes jeg, det er for meget, når man bliver bedt om at passe på bogstavelig talt alt, som om man ikke selv har øjne og forstand nok til at passe på sig selv. I højtalerne og på skiltene i tog og på stationer bliver man konstant mindet om at træde tilbage, se sig for, passe på trinnet og de lukkende døre, som om det er første gang, man rejser i et tog. Dette skaber larm og er visuelt forstyrrende som en direkte kontrast til de spirituelle miljøer, Japan ellers er kendt for. Hver gang jeg kommer hjem fra Japan er det derfor ordet “Gochuuikudasai” (pas venligst på), der hænger i min øregang.
Jeg er ikke modstander af mundbind, og jeg brugte det selv under corona, fordi vi befandt os i en pandemi. Man kan dog ikke se, at denne er ovre, når man befinder sig i Japan, hvor mundbind bæres for at forhindre at blive syg eller gøre andre syge. Allergikere anvender også mundbind for at mindske indhaleringen af pollen, fordi det ikke er så almindeligt at tage medicin. Det er alt sammen meget fint, men jeg bryder mig generelt ikke om den overdrevne brug af mundbind i Japan, selvom det måske bærer et formål. For det første ser det underligt ud, at så mange går rundt med mundbind, når vi ved, at effekten er minimal, og for det andet kan man ikke læse folks ansigtsudtryk, ligeom man har svært ved at høre, hvad folk siger.
Jeg kan ikke fordrage te. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at drikke det, fordi det smager så bittert, og når man tilføjer sukker, smager det bare som varmt saftevand, hvilket næsten er endnu værre. For mig er det derfor irriterende, at Japan er en decidere te-kultur, hvor te drikkes af stort set alle. Jeg har derfor måttet afvise at få tilbudt te i flere situationer, og jeg har heldigvis aldrig krænket nogen ved at gøre det. Men hvis jeg en dag befinder mig i en situation, hvor jeg af respekt bliver opfordret til at drikke te, så kommer jeg til at stå i en ubehagelig situation, hvor jeg nok bliver nødt til at indtage te, men jeg kan virkelig ikke lide det, så det er en generel frygt, jeg går rundt med, når jeg er i Japan, fordi te er en så integreret del af samfundet, at japanerne har svært ved at forstå, at ikke alle drikker det. Jeg drikker heller ikke alkohol, men det kan de fleste acceptere, fordi der trods alt er negative aspekter forbundet med det. Når det kommer til te, er det en anden sag, og hér skal jeg ofte komme med en forklaring, selvom denne er simpel. Så jeg siger det igen: Jeg kan ikke fordrage te.
Fisk er en fast bestanddel af den japanske kost og indgår derfor i mange retter. Jeg har derfor et lille problem, når jeg befinder mig i Japan, for jeg bryder mig ikke om fisk. Den eneste fisk, jeg sådan set kan spise uden at få kvalme, er dåsetun, fordi det ikke smager af fisk. Jeg kan også godt spise makrel, hvis det er badet i tomat, og en fiskefilet, hvis den er proppet med remoulade, men jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg nyder det. Smagen af fisk gør mig dårlig, og jeg mindes med rædsel den første gang, jeg spiste sushi i folkeskolen, for jeg fik opkastfornemmelse og har derfor aldrig rørt det igen. Det er dog ikke kun det at spise fisk, jeg ikke bryder mig om, for kommerciel fiskeri er ikke noget, jeg er fan af, da det ikke er godt for økosystemet, og overfiskeri har gjort skade på flere fiskebestande, så jeg synes generelt bare ikke om, at japanerne spiser så mange fisk, som de gør.
Der er nok intet i Japan, der vækker min vrede og forargelse mere end nyreligiøse sekter. Jeg bryder mig generelt ikke om religion, fordi det påtvinger folk en bestemt virkelighedsopfattelse med dertilhørende ideologier, som man stimuleres til at følge. Problemet med nyreligiøse sekter er imidlertid, at de intet formål har ud over at forlede og udnytte naive og socialt svage mennesker ved at forene disse i et fællesskab, hvor de underlægges en magt, som de blindt vælger at adlyde af frygt for at blive udstødt. Det fører alt for ofte til økonomisk svindel og personlige tragedier, man ikke kan få hjælp til. I Japan er man udmærket bekendt med dette, men på grund af religionsfrihed har ondsindede organisationer altså mulighed for at blive oprettet som nyreligiøse sekter, hvilket er blevet et udbredt problem i samfundet, hvor mange søger en mening med tilværelsen og derfor tilslutter sig sekter i håb om at finde dette.