Maruoka-borgen blev bygget i byen Sakai i Fukui-præfekturet i 1576, og eftersom den oprindelige bygning har fået lov at stå siden da, så er der ikke blot tale om en af Japans 12 originale, men også landets ældste, når gælder strukturen. Borgen i Inuyama, blev nemlig grundlagt mere end 100 år tidligere end Maruoka-borgen, men dennes nuværende bygninger blev dog opført i begyndelsen af 1600-tallet. Maruoka-borgen er imidlertid ikke længere en komplet borg, idet der i dag kun er hovedbygningen tilbage - altså tårnet, som er på 3 etager. Selvom denne har status som værende original, så er det faktisk kun delvist, idet borgen styrtede sammen under et jordskælv i 1948, men fordi man anvendte 80 % af det originale materiale til at genopbygge den i 1955, så betragtes den altså stadig som original.
Maruoka-borgen er lavet af træ, og indvendigt er den helt tom, så det er muligt for besøgende at se, hvordan en japansk borg oprindeligt har set ud indefra. Fra øverste etage er der blandt andet udsigt ud over parken, som borgen befinder sig i. Denne er et populært sted for de lokale at nyde kirsebærtræernes blomstring, idet der er over 400 kirsebærtræer.
Maruoka-borgen ligger 4 kilometer fra Maruoka station, så til fods vil det tage omkring en time at komme frem. Alternativet er bus, der kan klare turen på et kvarter. Der er afgange fra Maruoka station cirka 1-3 gange i timen.