Fukui-jordskælvet i 1948

Fukui-jordskælvet i 1948             Fukui-jordskælvet i 1948

Den 28. juni 1948 klokken 17.13 blev Fukui-præfekturet ramt af et jordskælv, der målte 6,8 på richterskalaen. Hovedstaden Fukui tog mest skade, idet over 60 % af bygningerne her faldt sammen, hvilket blandt andet skyldtes, at mange af dem var nyopførte, idet Fukui var blevet udsat for bombetogter under Anden Verdenskrig, hvilket lagde store dele af byen i ruiner. Behovet for at bygge nye huse hurtigt betød, at man gik på kompromis med sikkerheden, og primært som følge af de 36.184 nedstyrtede huse omkom i alt 3.769 mennesker, mens mere end 20.000 andre blev såret. Jordskælvet skete, mens mange var i gang med at lave aftensmad, og dette betød, at der også udbrød mange brande, som man måtte kæmpe med i kølvandet på katastrofen. Et par hundrede mennesker omkom desuden, da de befandt sig i en biograf, hvor der udbrød brand.

På grund af skader på vandrør og vejnettet tog det fem dage før den sidste brand var slukket, og præcis som efter krigen lå Fukui endnu en gang i ruiner. Dette var desuden den hidtil værste katastrofe i Japan i efterkrigstiden, og det er samtidig blandt de mest dødelige jordskælv i Japan nogensinde. Maruoka-borgen, der er en af Japans 12 originale borge, styrtede også sammen, men i 1955 genopførte man borgen ved at anvende 80 % af det originale materiale.

Total Page Visits: 324 - Today Page Visits: 1