Nihonbashi er en bydel i Tokyos Chuo-distrikt, der er opkaldt efter en bro med samme navn. Denne strækker sig over Nihonbashi-floden og blev første gang opført i 1603, mens den nuværende bro blev bygget i 1911. Denne er lavet af sten og har en længde på 49 meter og en bredde på 28 meter. Oprindeligt blev broen kaldt for Edobashi, hvilket betyder Edo-broen, fordi Edo var datidens navn for Tokyo, men den er siden blevet omdøbt Nihonbashi, som derimod betyder Japan-broen. Nihonbashi fungerer som Tokyos centrum, når man måler afstande til og fra hovedstaden, hvilket var en status, som broen fik allerede under dens oprindelige opførelse, hvor den var begyndelsen og enden på de fem hovedveje, der forgrenede sig fra byen og førte til blandt andet Kyoto og Nikko.
Nihonbashi indeholder i dag fortove og vejbaner, men havde før i tiden også skinner, hvor der kunne køre sporvogne. Broen formåede at klare sig igennem bombetogterne under Anden verdenskrig, men tog dog skade, hvilket man i dag kan se spor efter, og Nihonbashi er således et af de få steder i Tokyo, hvor man endnu kan finde beviser på byens ødelæggelse under Anden Verdenskrig. I forbindelse med Tokyos OL-værtskab i 1964, valgte man i 1962 at opføre en hævet motorvej over broen, der således fungerer som et tag, idet denne løber over Nihonbashi-floden og således krydser Nihonbashi-broen. Der har længe været utilfredshed med synet af motorvejen, og der er derfor planer om at fjerne den for i stedet at anlægge en underjordisk en af slagsen.
Nihonbashi ligger under en kilometer fra Tokyo Station, hvorfra der er 10 minutter til fods.