Taisha station

Taisha stationTaisha station blev opført i 1912 som en del af den 7,5 kilometer lange Taisha-linje, der dog lukkede i 1990 grundet et faldende passagertal. I de 88 år, hvor linjen var aktiv fungerede Taisha station som en forbindelse mellem Izumo og Izumo Taisha-helligdommen, der er en af Japans vigtigste helligdomme. I en periode var det tilmed muligt at komme direkte til Taisha station fra Tokyo via en ekspresforbindelse. Da Taisha-linjen lukkede ned, valgte man dog også at rive stationerne ned – foruden Taisha station, der siden har stået som et eksempel på en traditionel japansk stationsbygning. Den nuværende bygning er den anden, der blev opført, idet denne stod færdig i 1924, men ikke desto mindre er den med til at give et indre såvel som ydre indblik i fortidens arkitektur og interiør, hvilket blandt andet er grunden til, at stationen har fået status som kulturarv som en ud af kun tre fra Taisho-perioden (1912-1926). De to andre er Tokyo station og Mojiko station, hvis design er meget anderledes i forhold til Taisha station, der er kendetegnet ved sin japanske stil. I dag fungerer stationsbygningen som et offentligt museum, hvor dukker er sat til at repræsentere personalet, så besøgende kan få en fornemmelse af, hvordan det har været at befinde sig på stationen, dengang den var i funktion. På skinnerne ved siden af stationen holder desuden et gammelt damplokomotiv.

Taisha station lukkede blandt andet, fordi der i 1930 åbnede en station, der lå tættere på Izumo Taisha-helligdommen. Dette er Izumo Taisha-mae station på en privatejet toglinje, og denne station er samtidig den, der ligger tættest på Taisha station, idet der er under en kilometer imellem de to. Til fods tager det under et kvarter at gå dertil.

Total Page Visits: 224 - Today Page Visits: 1