Uesugi-klanens mausoleum

Uesugi-klanens mausoleumUesugi-klanen var en samuraiklan, der blev grundlagt i slutningen af 1200-tallet, men i løbet af blot få hundrede år fik klanen så stor magt, at det blev nødvendigt at splitte den op i tre mindre klaner i 1400-tallet. Uesugi-klanen mistede dog sin dominans i Kanto-regionen, efter man havde støttet de vestlige tropper i Slaget ved Sekigahara, hvor Tokugawa-slægtens østlige hær endte med at vinde, hvilket resulterede i etableringen af Tokugawa-shogunatet, der havde til formål at samle Japan under ét styre. Eftersom Uesugi-klanen havde befundet sig på den tabende side, så mistede klanen sin status, men den første Tokugawa-shogun, Ieyasu, valgte dog at udnævne Kagekatsu Uesugi til daimyo i Yonezawa i nutidens Yamagata-præfektur, hvilket dengang var et afsides distrikt uden særlig meget prestige, så der var sådan set tale om en sofistikeret straf. At Yonezawa-distriktet befandt sig langt fra politisk indflydelse betød dog, at Uesugi-klanen besad en hvis frihed og lederrolle i området, hvor man begyndte at udvikle landbrug og styrke lokalsamfundet, hvilket i 1830 førte til massiv anerkendelse fra shogunatet, der var imponeret over klanens arbejdsomhed. 

I 1868 blev shogunatet dog afskaffet, da man i Japan åbnede sig op for omverdenen og begyndte at adoptere Vestlige værdier. Dette betød også, at der ikke længere var behov for daimyoer, og således endte Uesugi-klanens dage som politisk administrator i Yonezawa, hvor man den dag i dag finder et mausoleum, der huser resterne af samtlige daimyoer fra Uesugi-klanen, der tjente under Tokugawa-shogunatet, hvilket er et af de få steder i Japan, hvor alle generationer fra denne æra er samlet på et sted. Af den grund blev mausoleet med de 12 grave optaget på Japans liste over historiske kulturskatte i 1984. Uesugi-klanen blev desuden ikke opløst, men eksisterer fortsat som en almindelig slægt.

Uesugi-klanens mausoleum ligger en halv kilometer fra Nishi-Yonezawa station.

Total Page Visits: 248 - Today Page Visits: 1