Toshodaiji

ToshodaijiToshodaiji er navnet på et buddhistisk tempel beliggende i Nara, der grundet sit design betragtes som et pragteksempel på klassisk arkitektur. Templet blev grundlagt i 759 af den kinesiske munk Jianzhen med det japanske navn Ganjin, der blev inviteret til Japan af Kejseren for at forbedre buddhismens status i landet, mens Nara fungerede som hovedstad. Templets hovedbygning står ikke længere i sin originale stand, idet denne blev pillet fra hinanden og rekonstrueret i perioden fra 2000 til 2009, men liggested, materiale og design er dog det samme. Porten, der fungerer som templets hovedindgang blev opført i 1963, men der er dog også nogle ældre bygninger at finde på grunden. Nogle af dem stammer helt tilbage fra templets grundlæggelse, mens andre blev opført i 1200-tallet, og så finder man også den eneste tilbageværende bygning fra det gamle kejserpalads i Nara. Engang fandtes der ligeledes en pagode, men denne brændte ned i 1802 efter at være blevet ramt af lynet. Toshodaiji var et af de steder i Nara, der i 1998 blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv.

Toshodaiji ligger cirka en halv kilometers gang fra Nishinokyo station.

Total Page Visits: 349 - Today Page Visits: 1