Meiji Mura

Meiji MuraMeiji Mura ligger i Inuyama i Aichi-præfekturet og er en udendørs udstilling bestående af historiske bygninger fra Japans Meiji-, Taisha- og Showa-periode – altså fra 1867 til 1989. Mura betyder landsby, og den lille landsby blev grundlagt af arkitekten Yoshiro Taniguchi, der var ked af at se, at man i Japan rev gamle bygninger ned, når man valgte at opføre nye. Han kontaktede derfor sin gode ven Motoo Tsuchikawa med ideen om, at de skulle arbejde for at redde historiske bygninger, hvilket førte til oprettelsen af en fond i 1962, der 3 år senere resulterede i åbningen af Meiji Mura, hvor man havde formået at samle og bevare 15 bygningsværker.

Meiji Mura udstiller som udgangspunkt bygninger, der blev opført fra slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet, hvor man lod sig inspirere af Vestlig arkitektur, som man blandede med japanske konstruktionsteknikker. Men der findes dog også traditionelle japanske bygninger og sågar bygninger fra udlandet. Landsbyen består i dag af over 60 strukturer, der enten er blevet flyttet til stedet eller er blevet opført som rekonstruktioner. Disse ligger fordelt på et område, der ellers kun har en størrelse på en kvadratkilometer, og her kan man blandt andet komme rundt med gamle busser og hestevogne. Den største og samtidig mest kendte bygning er lobbyen fra det originale Imperial Hotel i Tokyo, der nåede at stå i over 40 år, før det blev revet ned og genopført i en moderne udgave.

Der går dagligt busser til Meiji Mura fra Inuyama station. Turen tager cirka 20 minutter.

Total Page Visits: 346 - Today Page Visits: 1