Vandhvirvlerne i Naruto

Byen Naruto er blandt andet kendt for Onaruto-broen, der forbinder Shikoku med øen Avaji, hvorfra der er broforbindelse videre til Honshu med verdens anden længste hængebro. Fra broen i Naruto kan man imidlertid opleve byens mest populære attraktion - nemlig enorme vandhvirvler, der opstår som følge af mødet mellem havstrømmene fra Stillehavet og det japanske indlandshav. Disse havstrømme er de stærkeste i Japan og blandt de fem stærkeste på verdensplan. Strædet mellem Naruto og Avaji er nemlig kun 1,3 kilometer bredt, og når tidevandet strømmer frem og tilbage fra det japanske indlandshav og Stillehavet, resulterer dette i fremkomsten af malmstrømme hver 6. time, altså fire gange om dagen, på grund af de enorme mængder vand, der skal passere igennem det snævre stræde.

Når vandhvirvlerne opstår er det muligt at beundre disse fra færger, der stilles til rådighed, så man kan komme helt tæt på fænomenet, men det er dog også muligt at betragte dem oppefra, idet der er et særligt observatorium med glas i gulvet på Onaruto-broen. Det er dog ikke altid, at vandhvirvlerne er synlige, idet de blandt andet er betinget af årstiderne. Typisk er de størst i sommerhalvåret, hvor diameteren på en enkelt vandhvirvel kan komme op omkring 20 meter. Vandhvirvlerne var blandt andet inspirationen bag manga- og anime-karakteren Naruto, der er opkaldt efter byen.

For at komme frem til vandhvirvlerne i Naruto skal man tage til Naruto park, der ligger 8 kilometer fra Naruto station. Herfra går der dog busser flere gange om dagen, som kan klare turen til parken på 20 minutter.

Total Page Visits: 849 - Today Page Visits: 2