Kofukuji er et buddhistisk tempel beliggende i Nagasaki, hvor det blev opført i 1624 af en kinesisk munk. Af den grund er templet også kendt for sin kinesisk inspirerede arkitektur, ligesom templet er populært at besøge blandt kinesiske turister eller kinesere bosiddende i Japan. Templet er malet i røde farver, og flere af bygningerne er originale, hvilket har ført til, at Kofukuji har fået status som nationalskat. Templet deler desuden navn med et andet tempel beliggende i Nara.
Kofukuji befinder sig i udkanten af Nagasaki, så templet blev ikke ødelagt, da en atombombe ramte byen i 1945. Flere af templets bygninger er derfor blandt de ældste i byen, og på grunden finder man blandt andet også en lille have, hvor besøgende har mulighed for at slappe af.
Kofukuji ligger 400 meter fra sporvognsstationen Civic Hall.