Under Anden Verdenskrig blev kamikaze-piloter benyttet under selmordsangreb, hvor disse bevidst fløj deres fly ind i fjendens skibe for på den måde at påføre dem mest skade som muligt, hvorved man samtidig sikrede sig, at man ikke døde forgæves. Det var dog lige netop det, som mange gjorde, for de fleste kamikaze-piloeter blev nemlig skudt ned, før de nåede frem til deres mål, og deres mission var derfor sjældent en succes. Tusindvis af japanere blev dræbt i kamikaze-angreb, og det sidste succesfulde fandt sted den 28. juli 1945, hvor man havde held med at synke det amerikanske krigsskib USS Callaghan. Piloter fortsatte dog med at blive sendt ud på selvmordsmissioner helt frem til krigens afslutning – selv efter at Japan havde overgivet sig til de allierede, idet krigen fortsatte mod Sovjetunionen, hvor man registerede kamikaze-angreb helt frem til 20. august 1945.
Den 15. august 1945 annoncerede den japanske kejser via radioen, at Japan havde overgivet sig til de allierede styrker, og at Stillehavskrigen dermed var slut. Tidligere på dagen havde et luftangreb dog fundet sted i Chiba-præfekturet, hvor den 22-årige brite Frederick Hockley var blevet taget til fange af japanske soldater, efter at hans fly var styrtet ned. Men selvom Japan havde overgivet sig, så blev han dog ikke løsladt, idet han i stedet blev henrettet, da han i løbet af aftenen blev skudt og begravet, hvorefter dette sågar blev forsøgt skjult. Sandheden kom dog frem i lyset efter flere måneders efterforskning, og de ansvarlige personer, som havde beordret henrettelsen, blev herefter dømt til døden og henrettet som krigsforbrydere.
Før i tiden var Japan præget af borgerkrige mellem landets klaner, før disse blev forenet under Tokugawa-shogunatet i begyndelsen af 1600-tallet. I over 250 år var der således fred i Japan, indtil man i slutningen af 1800-tallet åbnede grænserne op for omverdenen og begyndte at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vesten. Dette førte også til en opfattelse af, at shogunatet og de feudale værdier skulle afskaffes, og at den politiske magt skulle overdrages til Kejseren, hvorved borgerkrige igen begyndte at præge Japan grundet de politiske uoverensstemmelser. Den sidste borgerkrig fandt sted i 1877 og var det såkaldte Satsuma-oprør på Kyushu, hvor det lykkedes for den kejserlige hær at bekæmpe den sidste folkelige modstand i Satsuma-domænet, og Japan blev derfor atter forenet som nation – herfra med fokus på krigsførelse rettet mod udlandet.
Med udgangspunkt i den kinesiske kalender benyttede man i Japan før i tiden lunisolarkalenderen, hvilket blandt andet betød, at dagene faldt på forskellige tidspunkter i løbet af året, der i Japan desuden var navngivet efter en bestemt periode, så årstallene jævnligt blev nulstillet på uregelmæssig vis. I slutningen af 1800-tallet valgte man dog at modernisere landet med udgangspunkt i Vestlige værdier, hvilket inkluderede indførelsen af den gregorianske kalender, der helt nøjagtigt blev taget i brug den 1. januar 1873. Dagen forinden – den 31. december 1872 – hed i Japan den 2. december i det femte år i Meiji, idet perioden var navngivet efter den regerende kejser (Meiji). Dette årstalsformat kaldes nengo og anvendes endnu sammen med det universelle årstalsformat i Japan, hvor den 1. januar 1873 derfor også kan kaldes den 1. januar i det sjette år i Meiji.
I Japan kan man blive dømt til døden og henrettet. Nu om dage foregår dette kun ved hængning, hvilket har været den eneste lovlige henrettelsesmetode siden 1879, men selv herefter fortsatte man med at halshugge dødsfanger, selvom dette altså ikke var tilladt. Den sidste offentlige henrettelse i Japan foregik tilmed via halshugning, og dette var endda også længe efter, at offentlige henrettelser var blevet forbudt i 1870. I 1886 blev de to elskere Sumi Oyamauchi og Chonosuke Ono nemlig dømt til døden for at have slået Sumis mand ihjel, og samme år blev de begge halshugget foran fængslet i Aomori.
Seppuku (også kaldet harakiri) er en selvmordsmetode, hvor man med et sværd eller en kniv skærer hul på sin egen mave. Under den ceremonielle udgave har det dog været almindeligt, at man blev assisteret af en person, der stod klar til at hugge hovedet af en, når man først havde sprættet sin mave op. Den ceremonielle version var nemlig en dødsdom – altså en straf, man havde modtaget, hvor man ved at “begå selvmord” kunne genvinde sin ære eller rense sit navn, og derfor var det primært samuraiklassen, der blev dømt til at begå seppuku. Denne henrettelsesmetode blev dog afskaffet i 1873, men flere japanere har efterfølgende begået seppuku – dog ikke under det officielle ritual som følge af en befaling. Det sidste ceremonielle selvmord fandt nemlig sted i 1872 og involverede faktisk hele 12 personer – nemlig medlemmer af Honda-klanen, som havde deltaget i flere hævndrab.
Ryukyu-folket – også kendt som Ryukyuanere – er det oprindelige folkefærd på Ryukyu-øerne, der nu om dage er en del af Japan. Før i tiden var der dog tale om et kongerige, der havde sin begyndelse, da den første konge besteg tronen i 1187. Kongen besad dog ikke magten over alle Ryukyu-øerne, hvor der var flere stridende klaner, indtil disse blev forenet i 1429. I 1609 blev Ryukyu-øerne så invaderet af Japan, som fik tilkæmpet sig kontrollen over øerne, da kongen overgav sig. Han fik dog lov til at sidde på tronen, og Kongeriget Ryukyu eksisterede således frem til 1879, hvor Japan officielt havde gjort krav på Ryukyu-øerne og da valgte at omdanne disse til Okinawa-præfekturet ved at tvinge den daværende konge, Sho Tai, i eksil i Tokyo, hvor han døde i 1901. Han blev dermed den sidste konge af Ryukyu-øerne, der siden har været en del af et kejserrige.
Sokushinbutsu er den japanske betegnelse for en selvmumificeret munk, der er udåndet i et meditativt stadie efter at have sultet sig selv i en længere periode gennem en flere år. Denne praksis er ikke udbredt inden for buddhismen, men eksisterede blandt munke i Kina, før konceptet med tiden fandt frem til Japan, hvor det særligt var aldrende munke inden for religionen Shugendo, der begyndte at dyrke selvmumificering. Dette blev særligt udbredt i Tohoku-regionen fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet, hvor rituelt selvmord blev forbudt, men der er imidlertid eksempler på munke, der stadig valgte at lade sig selvmumificere – også ind i det 20. århundrede. Den officielt sidste selvmumificerede munk i Japan var nemlig munken Bukkai, som altså på ulovlig vis fuldførte denne proces i 1903. hans rester blev i 1961 gravet frem og overdraget til Kanzeonji-templet.
Ulve levede før i tiden udbredt på japan, hvor der fandtes to arter i skikkelse af Hokkaido-ulven og Honshu-ulven, der begge var underarter af den grå ulv. Begge ulve er opkaldt efter Japans to største øer, hvor de hver især levede, skønt Honshu-ulven også var udbredt til de to andre hovedøer Kyushu og Shikoku, mens Hokkaido-ulven også levede på øen Sakhalin, der i dag er en del af Rusland. Begge arter blev imidlertid udsat for jagt, hvilket med tiden førte til deres udryddelse, så Hokkaido-ulven blev erklæret for uddød i 1889, mens Honshu-ulven officielt blev erklæret for uddød i 1905, hvor det sidste levende eksemplar blev fanget og dræbt i Nara-præfekturet den 23. januar. Denne betragtes således også for at være Japans sidste ulv.
En shogun var en slags militær diktator, der i store perioder af Japans historie har besiddet den politiske magt i landet. Mens Kejseren endnu besad titlen som regent, så har Japan nemlig været kontrolleret af et såkaldt shogunat – en regering, der har sørget for at udarbejde love og med magt implementere disse i samfundet. Det sidste shogunat var Tokugawa-shogunatet, der tog sin begyndelse i 1603 og varede frem til 1868, hvor den sidste shogun i Japans historie endte med at blive Tokugawa Yoshinobu, der overtog titlen i 1867, før han frivilligt valgte at frasige sig denne året efter, hvor Tokugawa-shogunatet altså blev opløst, da Kejseren herefter fik overdraget den politiske magt som følge af uroligheder i Japan, hvilket havde ført til voldsomme borgerkrige. Tokugawa Yoshinobu var den 15. Tokugawa-shogun, og han døde i 1913.