I Japan har man en skik kaldet uchimizu, der går ud på at sprøjte vand på ens ejendom eller på gaden, hvilket oprindeligt blev gjort med en såkaldt temizu (en slags øse fremstillet af bambus). Selv nu om dage er det almindeligt at benytte en temizu, men det er dog også blevet populært at gøre brug af baljer med vand eller vandslanger, for der er som sådan ingen regler for, hvordan man skal sprede vandet. Grundlæggende set er formålet med uchimizu nemlig at vaske snavs bort fra sten eller fliser, så disse virker rene og dermed visuelt tiltalende, og derfor skal vandet altså spredes, så det plasker, af hvilken grund man skal holde øje med sine omgivelser imens. Dog er der tendens til, at uchimizu mest praktiseres om sommeren, for vand kan nemlig også være med til at nedkøle jorden, så i Japan er uchimizu generelt et symbol på sommeren, hvor man derfor ser vand blive spredt foran både private hjem, butikker og restauranter.
I store dele af verden er det en tradition at give blomster til de døde. Dette er også tilfældet i Japan, hvor man imidlertid også foretager ofringer i form af mad- og drikkevarer, som kan anbringes ved folks grav- eller dødssteder, så deres sjæle dermed kan nære sig på den spirituelle energi fra disse. I mange japanske hjem har man imidlertid også et hjemmealter dedikeret til afdøde slægtninge, og ved disse er det også normalt, at man anbringer mad- og drikkevarer som en gestus, fordi man altså er af den overbevisning, at folks ånder lever videre og fortsat har brug for næring i efterlivet. Herudover er det også en skik at ofre røgelsespinde, når man enten besøger gravsteder eller beder for ens afdøde slægtninge ved et hjemmealter, idet man mener, at røgen fungerer som et bindeled mellem den jordiske og åndelige verden, så ens bønner dermed kan nå frem til denne.
I Japan er det godt nok ikke normalt at tale med mad i munden, men mange vælger alligevel at gøre det, da der lader til at være et kulturelt indlært behov for at udtrykke sin fornøjelse, når man sætter tænderne i noget, der smager godt. Ved at italesætte sin begejstring fra første bid værdsætter man ikke blot smagen ved maden, men også det arbejde, der er blevet lagt i at fremstille denne. Eftersom man har munden fuld af mad, så er det dog almindeligt at holde sig for den, men der er tendens til, at det primært er piger og kvinder, som gør dette, hvilket blandt andet også er tilfældet, når de smiler eller griner, idet mange har en efterhånden gammeldags forestilling om, at det er ucharmerende for kvinder at have åben mund. Det skulle tilsyneladende virke mere elegant eller feminint at dække den til, så i gamle dage brugte man derfor vifter til at skjule ansigtet, hvilket dog ikke er så udbredt mere, så derfor gør folk i stedet brug af deres hænder. Nogle er simpelthen også bare utilfredse med deres tænder eller smil generelt, så de derfor udnytter, at det er tilladt at holde sig for munden – selv når de taler.
Når japanere tager billeder af hinanden, har de ofte tendens til at lave V-tegnet med deres pege- og langefinger, og mange vesterlændinge kopierer tilmed denne adfærd, når de er i Japan eller får taget billeder sammen med japanere, uden de dog er klar over, hvad tegnet egentlig betyder. Overordnet set kan man sige, at det er japanernes måde at sige “cheese” på, men forklaringen på tendensen går dybere end dette, og den er faktisk præget af mystik i en sådan grad, at de fleste japanere ikke engang selv ved, hvorfor de automatisk hiver fingrene frem, når der skal tages billeder af dem. Det er simpelthen en så inkorporeret del af deres kultur, at de bare gør det, fordi de i løbet af de seneste generationer er blevet vant til det, men grundlæggende set kan det koges ned til, at V-tegnet er et udtryk for glæde eller optimisme – ligesom et smil.
At sænke sit hoved foran modparten har i mange kulturer været en måde, hvormed man har kunnet vise ydmyghed uden at artikulere dette, hvilket blandt andet stadig ses, når man hilser på royale skikkelser, eller når skuespillere takker for et publikums bifald. I de østasiatiske lande er et buk den traditionelle måde at hilse på hinanden, hvilket vil sige, at det svarer til det at give hånd. Der er således tale om uskreven etikette, man som japaner bliver oplært med og derfor lever efter uden rigtig at tænke over det. Udover at anvende det som en hilsemetode, så kan man også benytte sig af et buk til at udtrykke enten taknemmelighed eller beklagelse over for vedkommende, man bukker for. Et buk kan udføres stående, hvor ens arme typisk vil hænge foran eller parallelt med kroppen, eller i siddende stilling, hvor man normalt vil placere håndfladerne på lårene. Jo dybere og længere et buk er – desto stærkere bliver den følelse, man udtrykker med det.
I Japan er det en tradition, at man giver penge til begravelser, så de efterladte har nemmere ved at dække omkostningerne i forbindelse med denne. Der er ikke noget fast beløb, men en huskeregel er, at jo nærmere beslægtet man er til den afdøde, desto højere et beløb skal man give, hvilket generelt varierer fra et par tusinde og helt op til 50.000 yen. Pengene skal desuden være så ubrugte som muligt og afleveres i en særlig kuvert med et hvidt og et sort bånd. De efterladte åbner imidlertid ikke kuverterne før efter begravelsen, og hvis man ikke har mulighed for at deltage i denne, er det stadig normalt at overdrage en konvolut med penge, når man møder de efterladte som en slags kondolence. De efterladte vil kun i sjældne tilfælde takke nej, men mange tager alligevel imod pengene, netop fordi at det er en tradition.
Inden japanerne indtager et måltid, er det normalt, at man samler hænderne og siger “itadakimasu”, inden man begynder at spise. Det kan grundlæggende set sammenlignes med en bordbøn, idet “itadakimasu” er japanernes måde at værdsætte hele processen bag et måltid, hvilket med tiden er blevet en kulturelt indlært form for etikette, man automatisk følger, ligesom når man siger “velbekomme” på dansk. “Itadakimasu” er således også en måde at takke for maden, så der er derfor tendens til, at det er modtagerne af denne, som benytter begrebet, mens man sjældent siger det højt, når man selv har lavet maden eller spiser alene. “Itadakimasu” bruges oftest også, når der tale om et måltid, man giver sig tid til at indtage, fordi det har taget tid at lave, så det er altså knap så almindeligt at sige “itadakimasu”, når man eksempelvis spiser en is eller en banan.
I Japan er det ikke ualmindeligt, at japanerne afslutter dagen med at tage et bad – særligt karbade, som derfor findes i de fleste japanske hjem. Dog er der også tradition for, at et karbad mest bruges til at slappe af, mens man derimod vasker sig med brug af en bruser, før man lægger sig ned i badekarret. Det er desuden normalt at genbruge badevandet, så personerne i en husstand derfor deles om dette, og derfor findes der også en hierarkisk opdeling af beboerne, der ud fra alder og køn bestemmer rækkefølgen. Traditionelt set er det nemlig den ældste mand i huset, der først har krav på at gå i bad, og efter ham kommer som regel den ældste søn efterfulgt af de yngre mænd eller drenge. Rækkefølgen fortsætter herefter med den ældste kvinde i huset, så det dermed er den yngste kvinde eller pige, der benytter badet til sidst. Da der er tale om en traditionel skik, så er det dog ikke alle familier, der lever ud fra denne, og der er endda nogle som bader sammen, da det at bade er en social aktivitet i Japan.
Når man i Japan er til drikkegilde eller er en del af et middagsselskab, er det en udbredt skik, at andre skænker op for en, hvilket længe har været en måde, hvorved japanerne knytter bånd og plejer deres sociale relationer og sågar markerer deres status i gruppen. Mens det at skænke op for en anden person er et udtryk for respekt over for vedkommende, så er traditionen nemlig også baseret på socialt hierarki, idet der er mere almindeligt, at underordnede skænker op for deres overordnede, og at kvinder skænker op for mænd. Som udgangspunkt skænker værter og værtinder dog typisk altid op for deres gæster. Når et glas er tomt, vil en person ved bordet typisk spørge, om man vil have mere, så man ikke skal føle, at man mangler noget, men i visse situationer er det også almindeligt, at der bliver fyldt op, indtil man selv siger stop.
Japan er et de lande, hvor det er ildeset at bære sko indendørs. I japanske hjem finder man derfor en lille entré, hvor det er meningen, at man skal smide sine sko, før man begiver sig indenfor. Hér er det ydermere almindeligt at gå rundt med tøfler, og på badeværelset er det tilmed normalt, at man skifter til et nyt par af hensyn til hygiejne. Grunden til, at man i Japan smider sine sko, er ganske enkelt for at undgå at bringe jord og snavs med ind i huset, så i gamle dage tørrede folk tilmed også deres fødder af med en klud, når de besøgte andres hjem. Nu om dage er det endnu udbredt, at man skal smide sine sko i traditionelle bygninger såsom ryokans, badeanstalter og templer. En forhøjning i gulvet indikerer, hvor man skal smide sine sko, før man må træde indenfor, og denne kan man eventuelt sidde på, imens man tager sine sko af.