10 kendte torii-porte

Torii-porte er indgange tiltænkt guderne inden for den japanske naturreligion kaldet shintoismen. Disse porte er derfor altid at finde ved shinto-helligdomme, der netop er dedikeret til guder, men generelt kan man finde dem overalt i Japan, hvor de altså symboliserer indgangen til hellig grund, mens de andre steder blot er blevet opført som kulturelle dekorationer. Torii-porte kan enten optræde alene eller på række, og nogle steder er blevet kendte for deres torii-porte, hvorved torii-portene i sig selv er blevet en attraktion.

Dette er en liste over ti af de mest kendte enkeltstående torii-porte i Japan. Klik på billederne for at læse mer om hvert sted og se, hvor dette befinder sig.

10: Torii-porten ved Kumano Hongu Taisha

10 kendte torii-porteKumano Hongu Taisha er en af de tre store Kumano-helligdomme kendt som Sanzan, og så er Kumano Hongu Taisha endda den vigtigste af dem alle, og derfor leder alle Kumano-pilgrimsruterne frem til denne. Det er dog uvist, hvornår Kumano Hongu Taisha blev grundlagt, men man ved, at der før i tiden var tale om et enormt religiøst kompleks bestående af både templer og helligdomme, der imidlertid er blevet ødelagt af naturkatastrofer gennem tiden, hvorved man har været nødt til at genopbygge helligdommen flere gange. De nuværende bygninger stammer fra en rekonstruktion i 1803, men grundet oversvømmelser i 1889 valgte man imidlertid at flytte disse væk fra den nærliggende flod og til deres nuværende placering. Stedet hvor Kumano Hongu Taisha tidligere befandt sig fungerer i dag som helligdommens indgang, hvor man i år 2000 opførte Japans og dermed også verdens højeste torii-port med en højde på 33,9 meter og en bredde på 42 meter. Denne er lavet af stål og har en vægt på 172 tons.

9: Torii-porten ved Takaya-helligdommen

10 kendte torii-porteTakaya-helligdommen er en shinto-helligdom beliggende i byen Kanonji på Shikoku. Denne blev oprindeligt opført på toppen af det 400 meter høje Inazumi-bjerg, men blev i 1760 flyttet ned til foden af bjerget, før den i 1831 igen blev rykket tilbage på toppen, hvor den siden har befundet sig. For at besøge Takaya-helligdommen skal man derfor bestige Inazumi-bjerget via 270 trappetrin, men det er dog også muligt at tilbagelægge turen i bil, idet der er blevet anlagt veje på bjerget med en parkeringsplads tilknyttet helligdommen. Med til Takaya-helligdommen hører blandt andet en torii- port, fra hvilken man har udsigt ud over Kanonji by og det japanske indlandshav, og denne har gjort helligdommen populær blandt især fotografer, idet den ud fra billeder er blevet kendt som “torii-porten i himlen”.

8: Torii-porten ved Einoo Tsurugi-helligdommen

10 kendte torii-porteEinoo Tsurugi-helligdommen ligger syd for Kumamoto på Kyushu, hvor den er blevet opført ud til Yatsushiro-havet i 713, efter at guden Watatsumi ifølge legenden kom sejlende ind på land på ryggen af en enorm rokke, der endte med at strande og dø på stedet. Einoo Tsurugi-helligdommen er derfor først og fremmest dedikeret til Watatsumi, hvilket er grunden til, at indgangen til helligdommen er markeret med en torii-port, der befinder sig ved bredden af havet, hvor den tilmed står i selskab med to lanterner, der ligesom torii-porten er lavet af sten. Når det er højvandet står alle tre dele under vand, mens det er muligt at gå ud til dem under lavvande. Helligdommen er også kendt for at sælge origami-rokker, hvorpå man kan skrive ønsker og sende dem ud i havet til Watatsumi.

7: Torii-porten ved Oarai Isosaki-helligdommen

10 kendte torii-porteOarai Isosaki-helligdommen ligger i Ibaraki-præfekturet nær kysten til Stillehavet, og det er faktisk hér, den første af helligdommens tre torii-porte, der markerer dens indgang, befinder sig, idet denne er blevet opført på klipperne ved havet, hvor den oftest ses stå i vand blandt sprudlende bølger. Torii-porten blev opført på det sted, hvor guderne Sukunabikona og Okuninushi ifølge legenden ankom til Japan, og helligdommen er derfor dedikeret til dem. Omkring nytåret strømmer tusindvis af japanere desuden til helligdommen for at se solen stå op, da den på denne tid af året optræder imellem torii-portens pæle.

6: Torii-porten ved Sakurai Futamigaura

10 kendte torii-porteSakurai Futamigaura er navnet på to store klippestykker i havet nær Itoshima i Fukuoka-præfekturet. De to klipper befinder sig cirka 150 meter fra kysten og er blevet knyttet sammen med et 1 ton tungt reb, der skal symbolisere forholdet mellem mand og kvinde, som klipperne menes at repræsentere. Sakurai Futamigaura er nemlig såkaldte “ægtepar-klipper”, så mange ægtepar og kærestepar kommer for at bede for deres forhold, hvilket er den primære grund, til at mange vælger at besøge Sakurai Futamigaura, der dog også har en tilknyttet torii-port i vandkanten, hvorfra man kan betragte klippestykkerne. Denne torii-port er tilmed hvid, hvilket er en sjælden farve blandt torii-porte, men i samspil med det blå hav og den blå himmel, er den blevet et populært motiv for fotografier.

5: Torii-porten på Bentenjima

10 kendte torii-porteI Hamamatsu ligger Hamana-søen, der før i tiden var en indlandsferskvandssø. Denne blev dog omdannet til en brakvandssø, da en tsunami ramte kysten i 1498, og Japans geografi undergik ligeledes en forandring, da søens breder blev udvidet, hvilket skabte en lille ø, som i dag er kendt som Bentenjima. I 1973 valgte man at opføre et lokalt vartegn på den lille ø, da man byggede en 18 meter høj orange torii-port, som står står i vand, når det er højvande, mens folk har mulighed for at komme tæt på den, når det er lavvande. Det er dog torii-portens placering, der gør den særligt eftertragtet, når hundredvis af mennesker hvert år valfarter til stedet omkring den 22. december, hvor det er muligt at se solopgangen imellem pælene. Normalt er torii-porte knyttet til helligdomme eller andre hellige steder, men denne torii-port blev udelukkende opført som et vartegn og har altså ingen religiøs betydning.

4: Torii-porten ved Sanno-helligdommen

10 kendte torii-porteSanno-helligdommen ligger i Nagasaki, hvor den blev grundlagt i 1638. I 1945 blev Nagasaki imidlertid ramt af en atombombe under Anden Verdenskrig, hvorved Sanno-helligdommens bygninger, skrifter og artefakter blev ødelagt. Oprindeligt var der 4 torii-porte, der ledte frem til helligdommen, og kun to af disse formåede at stå tilbage i ruinerne efter atombomben – den ene mistede dog et ben og blev dermed halveret, men den intakte torii-port endte med at blive Nagasakis symbol på katastrofen a la Atombombekuplen i Hiroshima. Denne torii blev desværre ødelagt under et trafikuheld i 1962, men trods skader fik den halverede torii lov at stå efter krigen, og denne blev aldrig renoveret, hvilket vil sige, at den er det eneste, der er tilbage fra den oprindelige Sanno-helligdom og et af de eneste spor efter atombomben i Nagasaki. Resterne af torii-porten er tilmed blevet bevaret og ligger til skue for offentligheden i nærheden.

3: Torii-porten ved Shirahige-helligdommen

10 kendte torii-porteShirahige-helligdommen befinder sig nær Japans største sø, Biwa-søen, og med til helligdommen hører blandt andet en kendt torii-port, der befinder sig ude i søen. Oprindeligt befandt denne sig på land, men da vandet i søen begyndte at stige, så blev torii-porten altså oversvømmet, og man har lige siden valgt a bevare den i vandet ved at genopføre nye torii-porte på det samme sted. Den nuværende port stammer fra 1981, og denne er et så populært syn, at mange typisk kommer for at betragte denne. Problemet er bare, at der mellem Shirahige-helligdommen og Biwa-søen ligger en trafikeret vej, som fodgængere ikke må krydse, og derfor sker der ofte personpåkørsler ved Shirahige-helligdommen, hvor man har opsat både hegn og advarselsskilte, og i 2021 besluttede man sig ligeledes for at opføre en udkigspost på helligdommens grund, hvorfra folk kan beundre synet af torii-porten.

2: Torii-porten ved Hakone-helligdommen

10 kendte torii-porteHakone-helligdommen er dedikeret til Hakone-bjergets guder, og oprindeligt blev den derfor bygget på Hakone-bjerget, men i 1590 blev helligdommen dog ødelagt under borgerkrige i området, og i 1667 blev den så flyttet til foden af bjerget nær Ashinoko-søen, hvor den den dag i dag stadig befinder sig. Selve helligdommens bygninger ligger gemt i et lille skovområde, men til helligdommen hører en af Japans mest berømte torii-porte eftersom denne står ved bredden af Ashinoko-søen hvor den med sine rødlige nuancer træder markant frem i landskabet, hvorved den er endt med at blive et hyppigt anvendt motiv blandt fotografer. Hakone-helligdommens bygninger befinder sig et par hundrede meter fra torii-porten og er ligeledes kendetegnet ved at have røde farver. I 1964 valgte man desuden at genopføre den originale helligdom på Hakone-bjerget, så Hakone-helligdommen altså har to sektioner – en nedre og øvre.

1: Torii-porten ved Itsukushima-helligdommen

10 kendte torii-portePå øen Miyajima ligger Itsukushima-helligdommen, og besøgende, der sejler til øen vil fra færgen kunne se helligdommen, der optræder som en orange struktur, der ved tidevande ser ud til at flyde på vandet, mens der ud fra den står en orange torii-port, som ligeledes er placeret i vandet, hvor den før i tiden fungerede som indgang til helligdommen og øen, da det var meningen, at besøgende skulle sejle igennem denne. Den oprindelige torii-port blev første gang rejst i 1168, men den nuværende struktur er af noget nyere dato, da den er fra 1875. På visse tidspunkter af dagen har vandet trukket sig tilbage, så man kan gå ud og røre den 16 meter høje torii-port, der ikke blot er et af de mest ikoniske syn i Japan. Dette sted har sammen med Matsushima og Amanohashidate nemlig også status som Japans tre smukkeste landskaber og er både et af de mest besøgte og fotograferede steder i Japan.

Total Page Visits: 218 - Today Page Visits: 1