Futakuchi-onna er ikke et mytisk væsen, men derimod en forbandelse, der indtager kvinders kroppe, hvorved de undergår en fysisk forvandling og bliver til en yokai. Futakuchi-onna betyder direkte oversat “en kvinde med to munde”, for en kvinde, der rammes af en sådan forbandelse, vil simpelthen danne en sekundær mund på baghovedet, hvor den vil ligge gemt i hendes hår, så den kun kan ses, når den åbner sig op. Denne mund er i besiddelse af både tænder og tunge og er fuldkommen funktionsdygtig, idet den både kan tale og spise. Der er forskellige grunde til, at en kvinde kan blive til en Futakuchi-onna, men en af de hyppigste forklaringer er, at der er tale om en spirituel reaktion på sult, som enten kan være selvvalgt eller påtvunget af andre. Munden vil derfor tigge om mad, og dens appetit er dobbelt så stor som kvindens normale mund, så den derfor også er i stand til at spise dobbelt så meget. Hvis den ikke får mad, vil den skrige og give kvinden konstant hovedpine. Munden har altså sit eget liv, og i sin hungren efter føde kan den tilmed overtage kontrollen over kvindens hår, som den kan anvende som fangarme til at fodre sig selv.
Chochin-obake er en yokai af typen tsukumogami, hvilket er menneskeskabte objekter, der får deres eget liv ved at udvikle en ånd, og blandt disse er Chochin-obake blandt de mest populære, idet der er tale om en levende papirlanterne, hvilket før i tiden var en af de primære former for lyskilder, når mørket var faldet på. En Chochin-obake ville blive dannet ved, at der i papirlanternen opstod en horisontal revne, hvilket blev dens mund, hvorfra den ofte er skildret med en lang tunge, ligesom en Chochin-obake menes at have enten et eller to øjne og nogle gange hår. Udover disse grundlæggende træk er der dog tale om en helt almindelig papirlanterne, så en Chochin-obake altså bevæger sig rundt ved at hoppe eller sågar svæve. Ligesom med mange andre typer af tsukumogami, så er en Chochin-obake harmløs, idet der stort set ikke eksisterer historier om dem, så de altså ikke er blevet opfundet for at skræmme folk via spøgelseshistorier. De lader derimod til at være opstået i form af billeder, da man begyndte at benytte sig af kreativiteten til at opfinde yokai, men ikke desto mindre bliver de ofte portrætteret som værende uhyggelige, men også bare sjove.
Kudan er navnet på en yokai, der typisk beskrives som en blanding mellem en okse og et menneske – som regel en oksekrop med et menneskehoved. Det vides ikke, hvornår historier om kudan opstod, idet de er nævnt i japanske kilder, inden de fik status som yokai under Edo-perioden. Forinden da var kudan kendt for at være et væsen, der kom med profetier, og i begyndelsen af 1800-tallet fik den så sit nuværende udseende, idet man mente, at en kudan blev født fra en okse. Og når dette skete, ville der ske en form for ulykke eller katastrofe, som ville slutte med kudanens død, hvilket typisk skete inden for kort tid. I andre fortællinger siges det, at en kudan kan tale menneskesprog, hvilket muligvis er forklaringen på, at den har et menneskehoved, så den dermed er i stand til at overlevere mundtlige profetier, hvilket som oftest var advarsler om ulykker og katastrofer.
Jorogumo er en formskiftende yokai, hvis naturlige skikkelse er en edderkop, men når den fylder 400 år, begynder den at få lyst til menneskekød, og for at lokke folk i sin fælde antager den i stedet form som en smuk kvinde, der først viser, hvem hun virkelig er, når det er lykkedes hende at fange nogen med sit spindelvæv. Typisk er der tale om uskyldige ofre, som enten spontant eller over længere tid bliver lokket i en fælde. Der er således tale om et farligt monster, som lever af at spise mennesker (typisk mænd), og derfor er en jorogumo noget, man skal frygte og slå ihjel, før den får dræbt en først. De tidligste fortællinger om jorogumo er flere hundrede år gamle og varierer fra egn til egn, og det samme gør jorogumos sande form, idet den i nogle historier optræder som en normal edderkop, mens der i andre er tale om en kæmpeedderkop eller en hybrid mellem en edderkop og en kvinde. Nogle gange kan en jorogumo tilmed manipulere almindelige edderkopper til at følge dens ordrer, og nogle af disse siges endda at kunne spy ild.
Kasa-obake er en yokai inden for gruppen kaldet tsukumogami, der er kendetegnet ved at være menneskeskabte objekter, som har fået deres eget liv. Kasa-obake forestiller derfor en paraply, fordi det netop er en fysisk paraply, som har fået sin egen ånd, hvorved den er blevet levende, og eftersom paraplyer historisk set har været en af de mest almindelige ejendele, så er kasa-obake også en af de mest almindelige typer af tsukumogami, hvilket dog også skyldes dens finurlige udseende. En kasa-obake portrætteres nemlig ofte med et enkelt ben i form af paraplyens stav, ligesom den som regel kun har et øje. Nu og da skildres kasa-obake også med en gigantisk mund, hvorfra dens tunge stikker ud, og så er det også almindeligt at se den med to arme. Ydermere er paraplyen for det meste klappet sammen, selvom den godt kan foldes ud.
Rokurokubi er en type yokai, der normalt ligner en helt almindelig kvinde. Når hun falder i søvn, vil man dog bevidne hendes sande form, idet hendes hoved vil vågne op og svæve bort fra kroppen, som det dog bevarer sin forbindelse til, hvilket vil sige, at kvindens hals bliver forlænget og kan strække sig flere meter. Dog findes der også en version af Rokurokubi kaldet Nukekubi, hvor hovedet formår at løsrive sig kroppen og svæve rundt uden forbindelse til denne. Rokurokubier behøver ikke sove for at kunne strække deres hoved fra kroppen, men det er på dette tidspunkt, man kan afsløre dem, idet hovedet får sit eget liv, når resten af kroppen sover. En Rokurokubi er ikke en levende kvinde, men derimod en afdød kvinde, som blev forbandet i livet og lever videre i det menneskelige samfund som en yokai, hvilket de kan være klar over eller derimod ubevidste om.
Yuki-onna betyder direkte oversat “sne-kvinde”. Der er tale om en yokai, som netop forestiller en kvinde, der siges at leve i kolde egne af Japan, hvor hun især har for vane at forføre mandlige rejsende ved at optræde som en helt almindelig kvinde med langt sort hår og meget lys hud. Nogle gange vil en Yuki-onna fryse en mand ihjel ved at dræne hans livsenergi med et kys, mens hun andre gange bliver tiltrukket af mænd og søger efter at komme tæt på dem ved at gifte sig med dem og stifte familie. Skulle manden dog finde ud af, at hun i virkeligheden er en yokai, vil hun forsvinde ud af hans liv og søge tilbage i de kølige bjergegne med et knust hjerte og fornyet had mod mennesker. Det er især svært for en Yuki-onna at leve som en normal kvinde, fordi de aldrig ældes og desuden har iskolde kroppe, der kan risikere at smelte bort i varmt vand. Af den grund vælger de fleste Yuki-onnaer at holde sig fra mennesker og nyder i stedet at skræmme eller dræbe dem.
En oni er en såkaldt yokai, der typisk modtager oversættelsen “dæmon”, fordi de mest er blevet fremstillet som onde skabninger i diverse fortællinger. Af den grund er oni blevet en slags repræsentant for ondskab, så når man for eksempel har forsøgt at fordrive uheld og ulykker, så er det traditionelt oni, man har genereret sit had imod. Typisk er en oni portrætteret noget nær på samme måde, som man forestiller sig djævlen i Vesten, nemlig som en menneskelignende skikkelse med enorme hugtænder, pjusket hår, horn og rød eller blå hud, der er iført tigerstribet lændeklæde, og så bærer de desuden en kølle i hånden. Nogle gange har de tilmed flere øjne, fingre og tæer for at gøre dem mindre menneskelige, men der er i teorien tale om mennesker, eftersom en oni er en reinkarnation af et menneske, der døde med dårlig karma.
En tengu er et overnaturligt væsen i japanske folkesagn, der typisk optræder som en blanding mellem et menneske og en rovfugl. Navnet stammer fra det kinesiske fabeldyr tiangou, der optræder som en sort hund, som siges at fortære solen, når der er solformørkelse. De tidligste eksempler på tenguer blev portrætteret med næb, men siden er det blevet mere almindeligt at afbilde dem med menneskehoveder – dog med lange næser samt ildrød hud, hvilket er de karaktertræk, der siden er blevet en tengus særlige kendetegn, så de er endt med at blive nogle af de mest genkendelige væsner inden for japansk mytologi. Oprindeligt blev tenguer anset for at være ondsindede skabninger a la dæmoner, hvis tilstedeværelse spredte krig og ufred, men de har med tiden ændret status til at være vogtere af bjerge og skove, så de faktisk tilbedes og dyrkes som kami (guder). Dog anses de stadig for at være farlige, netop fordi de er beskyttere af naturen, og deres største våben er desuden en magisk vifte lavet af fjer, der for det første kan fremkalde stærke vinde, men som desuden siges at kunne få menneskers næser til at vokse eller krympe. Fordi tenguer blev sat i forbindelse med yamabushi, der er bjergaskeser – altså folk der lever en isoleret tilværelse i bjergene – så er det blevet populært at skildre tenguer med en menneskekrop iført yamabushi-klæder med tilhørende udstyr såsom en vandrestav. De eneste synlige fuglelignende træk er ofte et sæt vinger.
Kappa er et af de mest populære væsner i japansk mytologi. Der er tale om en type yokai, som lever i floder og søer, hvor de nyder at angribe mennesker, der bader – blandt andet ved at gå efter deres anus, hvorfra de fjerner en magisk kugle kaldet shirikodama, som siges at være menneskets sjæl. Mens kappaer før i tiden blev fremstillet som ondsindede skabninger, der var skyld i drukneulykker, så bliver de nu om dage betragtet som værende mere harmløse og komiske, primært på grund af deres finurlige udseende. En kappa ligner nemlig mest af alt en blanding af et menneske og en skildpadde, idet den har grøn hud og et skjold på ryggen. Herudover har den en skaldet isse med form som en skål. Denne bliver fyldt med vand, når en kappa begiver sig op på land, og hvis den tørrer ud, så vil kappaen dø af dehydrering. Hvis et menneske fylder issen med vand og dermed redder kappaens liv, så vil den stå i evig gæld til vedkommende.