I Japan har man ingen lovgivning for brugen af aktiv dødshjælp, idet loven kun legaliserer passiv dødshjælp uden at forbyde den aktive. Men fordi aktiv dødshjælp kan betegnes som et assisteret selvmord eller i visse tilfælde et drab, så bliver det generelt anset for at være ulovligt, idet man ikke må hjælpe folk med at tage livet af sig selv i Japan. Overordnet set kan et helt almindeligt menneske derfor ikke hjælpe noegn med at dø, selvom vedkommende ønsker det. Men eftersom aktiv dødshjælp heller ikke er forbudt, så er der opstået en gråzone, der faktisk giver folk mulighed for at modtage aktiv dødshjælp, hvis de opfylder visse kriterier, der blandt andet inkluderer, at man skal være døende og at al behandling er nyttesløst, så den aktive dødshjælp derfor blot er at fremskynde døden, fordi den betragtes for at være uundgåelig.
I Japan er det ifølge lovgivningen ikke forbudt at benytte sig af rugemødre, så det er faktisk lovligt at gøre brug af en sådan, hvis et par ikke kan få børn. Dog er det ikke rigtig noget, der praktiseres i Japan, hvilket skyldes, at japanske læger siden 1983 af princip har nægtet at foretage ægtransplantationsbehandlinger på kvinder, der skal fungere som rugemødre. At finde en rugemor i Japan kan altså være svært, men at få hende gjort gravid er decideret umuligt, idet kun ganske få læger vælger at trodse den uskrevne regel, så barnløse par kan benytte en rugemor, der i langt de fleste tilfælde er beslægtet med den kommende far eller mor. Nogle japanske par tager dog til udlandet for at finde en rugemor, hvis de da ikke medbringer deres egen fra Japan, så hun kan få en ægtransplantationsbehandling i et land, hvor dette mod betaling er tilladt.
Den japanske færdselslov påbyder ikke bilister at køre rundt med tændte forlygter i dagtimerne, når det er lyst – først når det er mørkt og ved at blive det. Det er således op til den individuelle bilist at bedømme, hvornår det er mørkt nok til, at lygterne skal tændes, men generelt er japanerne gode til at følge hinandens eksempler og tænde lygterne, når de kan se, at andre har gjort det. I Japan sker de fleste trafikuheld ikke desto mindre i tusmørke, mens solen er ved at gå ned, hvilket både kan skyldes, at folk ikke har tændt deres lygter, men også at det som regel er myldretid, hvor der er mange trafikanter på vejene. Fra 2020 blev det lovpligtigt, at nye biler i Japan skal forsynes med automatiske forlygter, som tænder af sig selv, når de registerer, at den ydre belysning er for svag, og omvendt slukker, når denne er tilstrækkelig.
Japan er verdens største lovlige marked for handel med elfenben, så til trods for at man på verdensmarkedet har forsøgt at begrænse denne i håbet om at bekæmpe krybskytteri, så er Japan altså fortsat et åbent marked. Dette har gjort det fordelagtigt for både købmænd og håndværkere at etablere sig i Japan, så elfenben ikke blot kan blive indkøbt, men også bearbejdet og solgt. Grundet et udbredt internationalt forbud mod handel af elfenben kan det dog være svært eller tilmed umuligt at importere elfenben fra Japan, hvor tonsvis af elfenben derimod importeres med jævne mellemrum. Dette er dog såkaldt registreret elfenben, der på lovlig vis bliver sat på verdensmarkedet, men det er dog et faktum, at også ulovlige elfenben, der stammer fra krybskytteri, havner i Japan, netop fordi det er en sikker havn for salg af elfenben.
I Japan findes der ingen lovgivning, der beskytter folk mod forskelsbehandling som følge af deres etnicitet eller nationalitet. Det vil i al sin enkelthed sige, at racisme ikke er forbudt i Japan, hvor udlændinge således oplever diskrimination, udelukkende fordi de er udlændinge, idet japanerne altså ikke risikerer nogen straf for dette. Det er særligt problematisk på bolig- og arbejdsmarkedet, hvor udlændinge bliver sorteret fra under ansøgningsprocessor, og det er et velkendt faktum, at visse nationaliteter oftere bliver udsat for diskrimination end andre. Historisk set har koreanere og kinesere nemlig været de hyppige ofre for racisme i Japan, hvor man altid har haft et forbehold over for udlandet og folk derfra, hvilket er grunden til, at Japan selv den dag i dag opretholder en streng indvandringspolitik og således er et homogent samfund med en lille gruppe indvandrere.
Japan var før i tiden en sikker havn for pædofile, idet man i Japan først forbød produktion og salg af børneporno i 1999, mens det var tilladt at besidde dette helt frem til 2014. Loven inkluderer dog ikke illustreret og animeret børneporno, som man derfor gerne må producere såvel som besidde i Japan. Ytringsfriheden og den kunstneriske frihed er belægget for, at man ikke agter at foretage indgreb på dette område, for der argumenteres nemlig for, at der i børneporno indgår børn, hvilket tegninger ikke er. Det er blot fiktive kreationer, der stimulerer folks fantasier, og så kan det diskuteres, om man er pædofil, hvis man tænder på illustrationer og animationer, eller om man dermed besidder en anden fetich. Nogen argumenterer desuden for, at dette er med til at give pædofile deres fix, så de på den måde afholder sig fra at udleve deres fantasier, mens andre derimod mener, at man stimulerer dem til at reagere på dem ved at udsætte dem for forestillinger, selvom disse altså ikke involverer rigtige børn.
I Japan er der ikke nogen lov, som forbyder homoseksualitet, hvilket man derfor gerne må være. Der er imidlertid heller ingen lov, som beskytter homoseksuelle mod diskrimination, så homofobi er derfor ikke ulovligt i Japan, hvor man således kan opleve at blive set ned på eller behandlet anderledes grundet sin seksualitet, og derfor er der mange, som vælger at holde denne hemmelig. De japanske politikere er generelt tilbageholdende med at implementere love, der tilgodeser homoseksuelle og deres rettigheder, så det er faktisk kun i skoler, der findes regler, som beskytter homoseksuelle mod diskrimination som følge af deres seksualitet. På arbejdsmarkedet og i samfundet generelt er der derimod ingen national lovgivning på området.
I Japan kan både mænd og kvinder få foretaget kirurgisk kønsskifte, hvis de vel at mærke opfylder en række kriterier, der blandt andet inkluderer, at man skal være diagnostiseret som værende transkønnet, så kønsskiftet altså sker i overensstemmelse med ens kønsidentitet. En stor del af udgiftet bliver dækket af staten, og ved at gennemgå kirurgisk kønsskifte, får man også foretaget et judirisk kønsskifte – altså skifter man køn i personregistret. I 2024 blev det ved den japanske domstol desuden besluttet, at man ikke behøver at få foretaget et kirurgisk kønsskifte for at få et juridisk kønsskifte, så på papiret kan man altså skifte køn uden at få udført en operation. Det er således nok at føle sig som en mand og kvinde for også at blive anerkendt som det ene eller det andet.
I dag er dyrekampe forbudt i visse af Japans præfekturer, men de er imidlertid ikke indskrevet i den nationale lovgivning. Man oplever derfor stadig former for dyrekampe i Japan, men man forsøger samtidig at forebygge disse ved at argumentere for, at der er tale om dyremishandling, hvilket netop er forbudt ifølge den japanske lovgivning, mens der omvendt argumenteres for, at det jo ikke er mennesker, der udfører mishandlingen, når dyr sættes til at kæmpe mod hinanden. Det er desuden ulovligt at satse penge på dyrekampe, så disse er nu om dage ren underholdning. Det er særligt hanekampe, der er udbredt i Japan, hvor man i dele af landet dog også arrangerer og afholder hundekampe og tyrekampe på lovlig vis.
Japan er et af de mere end 50 lande i verden, hvor man endnu kan blive dømt til døden for en forbrydelse. Dog kan man kun modtage dødsstraf i Japan, hvis man har begået mord, og man skal som regel have taget livet af mere end én person, men hvis der er tale om et enkelt drab af særlig bestialsk karakter, så kan det dog også ske, at man bliver dømt til døden for dette. I Japan følger domstolene nemlig 9 uofficielle kriterier, som de tager udgangspunkt i i drabssager, hvor anklagemyndigheden har søgt om dødsstraf, så de via disse kan vurdere, om den anklagede er egnet til at modtage dette. I Japan bliver dødsfanger henrettet via hængning, men man får dog ingen dato for sin henrettelse, og i mange tilfælde finder den endda aldrig sted. Normalt sidder folk dog i gennemsnit på dødsgangen i 5 til 10 år, før de en dag får at vide, at de skal henrettes.