I 1972 var Japan Airlines Flight 472 involveret i en ulykke i Indien, hvor flyet overskred landingsbanen under landingen i Bombay. Flyet blev i den forbindelse så beskadiget, at det blev taget ud af drift, mens flynummeret fortsatte med at være i brug. Og således kom det igen i fokus fem år senere, hvor det denne gang var involveret i en flykapring. Den 28. september 1977 lettede Japan Airlines Flight 472 nemlig fra Haneda lufthavn i Tokyo med retning mod Paris med i alt 156 personer ombord fordelt på 14 besætningsmedlemmer og 142 passagerer, men iblandt disse befandt sig dog fem terrorister fra Japans Røde Hær, der ironisk nok efter en mellemlanding i Bombay valgte at kapre flyet ved at bestorme cockpittet og omdirigere det til Dhaka i Bangladesh.
Hér landede flyet sikkert i lufthavnen, og de fem terrorister valgte at beholde både passagerer og besætningsmedlemmer som gidsler, mens de fremlagde deres krav til myndighederne. I bytte for gidslerne ønskede man nemlig 6 millioner dollars i kontanter samt frigivelsen af 9 terrorister, der på det tidspunkt befandt sig i japansk varetægt. To år tidligere havde man nemlig haft held med at få løsladt fem terrorister via en gidseltagning i Kuala Lumpur i Malaysia, og blandt disse var Jun Nishikawa, Norio Sasaki og Kunio Bando, der tog del i kapringen af Japan Airlines Flight 472 sammen med Osamu Maruoka og Haruo Wako, der ligeledes havde deltaget i gidseltagningen i Kuala Lumpur. Denne flykapring var altså et resultat af, at man tidligere havde løsladt terrorister, som nu kunne tage del i en ny gidseltagning, fordi man tidligere havde valgt at efterkomme deres krav, hvilket man igen besluttede sig for at gøre.
Flyet forblev nemlig i lufthavnen i Dhaka i nogle dage, hvor man uden held forsøgte at få terroristerne til at frigive gidslerne indtil den 1. oktober, hvor Japans premierminister, Takeo Fukuda, kom med en noget kontroversiel udtalelse om, at et enkelt liv var mere værd end hele planeten. Det betød rettere sagt, at man vægtede gidslernes liv højere end den globale sikkerhed, og man valgte derfor at løslade seks af de ni individer, som terroristerne krævede udleveret, idet de tre andre afviste at blive sat fri. Det drejede sig om Chinen Isao, Toshio Omura og Yasuhiro Uegaki, der altså besluttede sig for at blive i Japan, mens Junzo Okudaira, Tsutomu Shirosaki, Ayako Daidoji, Yukiko Ekida, Hiroshi Sensui og Akira Nihei blev sat på et fly og bragt til Bangladesh, hvor flykaprerne løslod 118 gidsler i bytte for dem, mens resten blev holdt fanget ombord på flyet, så dette kunne få lov at lette og forlade Bangladesh den 2. oktober, hvor man først foretog en landing Kuwait og herefter i Damaskus, hvor en gruppe gidsler blev løsladt, inden turen sluttede i Algeriet, hvor de sidste gidsler fik lov at gå fri, da terroristerne og deres løsladte kolleger hér formåede at få asyl.
Jun Nishikawa, Haruo Wako, Osamu Maruoka blev senere pågrebet og idømt livsvarigt fængsel for deres terrorhandlinger, mens det også lykkedes at anholde Hiroshi Sensui, der var ved at afsone en livstidsdom, da han blev løsladt, og Tsutomu Shirosaki og Yukiko Ekida, som blev idømt henholdsvis 12 og 20 års fængsel. Norio Sasaki, Kunio Bando, Ayako Daidoji, Akira Nihei og Junzo Okudaira forblev derimod på flugt og er aldrig blevet pågrebet. Ombord på Japan Airlines Flight 472 var desuden en person, som også var ombord på Japan Airlines Flight 351, da dette i 1970 blev udsat for Japans første flykapring af Rengo Sekigun, der var forstadiet til Japans Røde Hær, og denne person er således den eneste japaner, der har været et offer for ti flykapringer.