Sarinangrebet i Matsumoto

Kølebilen var involveret i et uheld i 1995

Den religiøse sekt Aum Shinrikyo stod i 1995 bag det største terrorangreb i Japan, da fem medlemmer blev sendt af sted i Tokyos metrosystem, hvor de udledte nervegassen sarin, hvilket resulterede i 14 menneskers død. Allerede året forinden havde sekten dog udført et lignende angreb i Matsumoto i Nagano-præfekturet, hvilket fungerede som en test af giftgassens effekt, ligesom man desuden gik efter at ramme tre specifikke personer - nemlig de dommere, der skulle afsige dom i en retssag, som Aum Shinrikyos leder, Shoko Asahara, stod til at tabe. Han ville nemlig gerne anlægge base i Matsumoto og havde i den forbindelse fusket sig til nogle landejendomme, hvorved han var blevet sagsøgt af byens borgere, og dette førte altså til en retssag, hvor Shoko Asahara indså, at han stod meget svagt.

Før der skulle afsiges dom, blev en gruppe medlemmer fra sekten derfor sendt af sted til retsbygningen den 27. juni 1994 med det formål at sprede sarin i denne. Men da de ankom klokken 22.30, viste det sig, at bygningen var lukket, og de valgte derfor at handle alternativt, da de i stedet fandt frem til det lejlighedskompleks, hvor byens dommere boede, i håb om at de tre pågældende dommere ville befinde sig hér - velvidende at uskyldige mennesker naturligvis også ville opholde sig i bygningen. Alligevel valgte man at udlede sarin ved denne, hvilket blev gjort med brug af en modificeret kølebil, som blev parkeret nær ejendommen, hvor 12 liter flydende sarin blev sendt ud i atmosfæren via et indbygget ventilationsanlæg.

Giftgassen spredte sig både til lejligheder og gader, så flere hundrede mennesker begyndte at blive syge, da sarin sivede ind i flere bygninger gennem åbne vinduer eller udluftningssystemet. Da sarin er duft- og farveløs, var det nemlig umuligt for folk at fornemme gassen, før de begyndte at få det dårligt, og mens mange nåede at søge hjælp i tide, så omkom i alt 5 mennesker i deres hjem, mens yderligere 2 personer døde på hospitalet, så det officielle dødstal lå på 7, indtil i 2008, hvor et ottende offer udåndede efter at have ligget i koma i 14 år. Over 250 folk modtog behandling, men flere af disse fik dog permanente skader såsom blindhed og lammelse, uden at man var bekendt med årsagen til dette. Eftersom alle de omkomne personer var blevet fundet inden for en radius af 150 meter, ligesom fisk, fugle og planter var døde i området, indså man dog hurtigt, at der var tale om et giftudslip, men hvem, der stod bag, og hvilke slags gift, der var tale om, havde man imidlertid ingen anelse om.

Det ottende offer var en kvinde ved navn Sumiko Kono, der var gift med den lokale beboer Yoshiyuki Kono. Og selvom hans kone ellers var et af ofrene, der befandt sig i koma, så blev han ikke desto mindre udråbt som den skyldige af de japanske medier, udelukkende fordi han var i besiddelse af pesticider, og en folkelig hetz blev derfor rettet mod manden, der forblev hovedmistænkt, til trods for at der ingen beviser var i sagen. Det var således først efter sarinangrebet i Tokyos metro året efter, at politiet så sammenhængen mellem de to sager og dermed indså, at Aum Shinrikyo også stod bag angrebet i Matsumoto, hvilket blev bekræftet, da sekten blev infiltreret og dens medlemmer anholdt. Man kom samtidig i besiddelse af beviser, da man fandt ud af, at sekten var i besiddelse af enorme mængder hjemmelavet sarin, ligesom man ovenikøbet fandt frem til den kølebil, som var blevet anvendt, da nogle af Aum Shinrikyos medlemmer kørte galt i denne under deres flugt.

Sarinangrebet i Matsumoto blev derfor inkluderet i sigtelserne mod Aum Shinrikyo, og listen voksede sig kun større, efterhånden som man fandt ud af, at sekten havde stået bag et utal af lovovertrædelser - heriblandt drab. Lederen Shoko Asahara blev derfor dømt til døden og henrettet i 2018 sammen med 12 af sine følgere, der havde spillet en aktiv rolle i de mest alvorlige forbrydelser, mens Aum Shinrikyo ophørte med at eksistere, selvom sekten senere genopstod under navnet Aleph. Yoshiyuki Kono fik offentlige undskyldninger fra både politi og medier, da det stod klart, at han intet havde med sagen at gøre, og man satte i stedet fokus på ham og hans kone som ofre for Aum Shinrikyo.

Total Page Visits: 867 - Today Page Visits: 2