

Akiyoshi Umekawa var blot 15 år, da han den 16. december 1963 brød ind hos en 21-årig kvinde i sin hjemby Otake, som han i den forbindelse endte med at slå ihjel. Han blev hurtigt anholdt og sigtet for drabet, men netop grundet hans unge alder, så var han ifølge loven mindreårig og kunne derfor ikke idømmes fængsel, så han blev i stedet sendt på en reformskole. Oven i købet havde Akiyoshi intet problem med senere at erhverve sig et jagttegn og skydevåben, fordi hans lovovertrædelser som mindreårig ikke fremgik på hans straffeattest, og det skulle ende med at få fatale konsekvenser, da han som voksen besluttede sig for at begå en ny og større forbrydelse, der ville blive blandt de mest opsigtsvækkende i japansk kriminalhistorie.
Som 30-årig planlagde Akiyoshi Umekawa nemlig at begå et bankrøveri rettet mod Mitsubishi Bank i Osaka, som han den 26. januar 1979 invaderede iført et jakkesæt, en hat, et hvidt mundbind og et par solbriller, ligesom han var bevæbnet med to jagtgeværer, som han uden videre affyrede mod loftet med meldingen om, at der var tale om et røveri. Klokken var på dette tidspunkt 14.30, og der var omkring 50 ansatte og kunder til stede i banken, men mens Akiyoshi bad om at få 50 millioner yen udleveret, så forsøgte en mandlig ansat ved navn Hiroshi Hagio at slå alarm, hvilket Akiyoshi imidlertid opdagede, hvorved han straks valgte at skyde den 20-årige mand, der endte med at forbløde til døde, mens to andre ansatte blev såret af skud.
Under postyret lykkedes det dog for 3 personer at flygte, og den ene af disse fik hurtigt fat i en 52-årig betjent ved navn Masami Kusumoto på gaden, som skyndte sig hen til banken, hvor han konfronterede Akiyoshi, mens han stadig var midt i sit røveri. Selvom politimanden trak sin pistol og tilmed affyrede et varselsskud, så valgte Akiyoshi at svare igen ved simpelthen at skyde Masami i hovedet og brystet, så han blev dræbt på stedet. Det lykkedes i den forbindelse for endnu en ansat at flygte, og da vedkommende fik kontaktet politiet, satte man alt ind, da flere enheder blev sendt af sted til Mitsubishi Bank, hvor Akiyoshi dog forskansede sig og affyrede flere skud mod den første patruljevogn, der mødte op foran banken. Et enkelt skud ramte en 29-årig betjent ved navn Kazuaki Maebata i brystet, så to politimænd dermed havde mistet livet, og da man herefter forsøgte at storme bygningen, truede Akiyoshi Umekawa med at slå bankens ansatte og kunder ihjel, så det, der var startet som et bankrøveri, nu havde udviklet sig til en gidselsituation.
Da Akiyoshi opdagede, at der var to børn til stede i banken, besluttede han sig for at lade dem og deres mor gå fri sammen med en gravid kvinde, før han uden videre valgte at skyde bankens 47-årige afdelingsansvarlige, Koji Morioka, som også blev dræbt, således at han på under 20 minutter havde formået at tage livet af 4 personer, hvoraf Koji Morioka endda blev det første gidsel, der var blevet dræbt i en gidseltagning i Japan. Dramaet var dog langt fra bragt til ende, for mens politiet var talstærkt til stede med over 150 politibiler og 1000 mand, der gjorde klar til at infiltrere bygningen, så fortsatte Akiyoshi med at true gidslerne, ligesom han skød en mandlig ansat og tilmed beordrede en af hans kolleger til at skære hans øre af, hvorefter han selv puttede dette i munden og spyttede det ud, fordi det smagte dårligt. De kvindelige ansatte blev derimod bedt om at smide tøjet og stille sig på række, så de kunne fungere som skjold mod eventuelle udefrakommende skud. Samtidig blev Akiyoshi ved med at affyre skud for på den måde at bilde politiet ind, at han henrettede gidsler.
Gidselsituationen varede ved i timevis og helt frem til næste dag, og i den tid blev flere gidsler løsladt i bytte for både mad, alkohol, en avis og en radio. Til sidst var antallet af gidsler mere end halveret, og de var ligesom Akiyoshi ved at være godt trætte, da forløbet gik ind i sit tredje døgn. Hele hændelsen blev dækket på direkte TV, og her kunne seerne også følge med, da politiet uden videre besluttede sig for at gøre en ende på det hele om morgenen den 28. januar, hvor de efter 42 timer stormede banken og affyrede otte skud, hvoraf tre af disse ramte Akiyoshi, så han på den måde blev uskadeliggjort, før han kunne nå at gøre modstand. Det ene skud havde dog ramt ham i hovedet, og selvom han blev bragt på hospitalet, så stod hans liv ikke til at redde, og der er således tale om en af de få sager i efterkrigstiden, hvor politiet i Japan har været nødt til at dræbe en gerningsmand.
Dette blev imidlertid også forsvaret grundet Akiyoshis utilregnelige adfærd, som også har været med til at gøre Mitsubishi-bankrøveriet til en af de mest famøse kriminalsager i Japan. Ikke nok med at dette havde kostet fire personer livet, hvoraf to af dem endda var politibetjente, så var endnu flere blevet såret, og de mange gidsler blev ramt af traumer, der efterfølgende kom til at præge dem. Fem personer havde dog formået at låse sig inde i pengeskabe, da bankrøveriet begyndte, hvor Akiyoshi aldrig formåede at opdage dem.
