Hakata Dontaku

I Fukuoka afholdes hvert år en festival kendt som Hakata Dontaku, hvilket foregår under helligdagsperioden kendt Golden Week fra den 3. til den 4. maj, hvor hundredtusinder af mennesker lægger vejen forbi byen, der således bliver fuld af turister. Ikke nok med at mange kommer for at opleve festivalen, så er der også flere tusinder, som kommer for at deltage i den, idet festivalen blandt andet inkluderer en parade med opvisninger fra over 600 forskellige grupper. Folk i disse grupper er som regel iklædt identiske kostumer og optræder med enten dans eller musik, når de bevæger sig gennem byens gader i løbet af begge festivaldage.

Hakata Dontaku blev grundlagt som Hakata Matsubayashi i 1179 og var dengang en fejring af nytåret, men festivalen blev bandlyst i slutningen af 1800-tallet, hvorefter den genopstod som Hakata Dontaku. Ordet "dontaku" stammer fra det hollandske ord for søndag: "zontag", fordi Holland var den eneste nation, som måtte handle med Japan under den nyligt afsluttede Edo-periode. Dette havde som sådan intet med Hakata Matsubayashi at gøre, men ved at navngive festivalen efter en hollandsk "helligdag" gav man indtryk af, at det i virkeligheden var denne, man fejrede, selvom formålet var at genoplive og bevare den oprindelige festival. Denne blev efter Anden Verdenskrig rykket til maj og er siden blevet kendt for at være en af Japans største festivaler, hvilket netop skyldes, at man har fri fra arbejde under Golden Week og derfor kan tage til Fukuoka for at deltage i festivalen. Denne bliver markeret i størstedelen af byen, mens den flere timer lange parade foregår mellem Gofuku-machi station og Tenjin Central Park

Total Page Visits: 258 - Today Page Visits: 1