

Den 8. juni 1993 blev Masato Nomoto opereret for lyskebrok på et hospital i Tokyo, hvor det var lægen Takejiro Okazaki, der stod for indgrebet. Men selvom dette forløb helt efter bogen, så påstod Masato dog, at lægen havde indopereret en pumpe, som blev ved med at udsende impulser, som generede ham i tiden efter operationen. Masato Nomoto tog derfor kontakt til hospitalet med ønsket om at få pumpen fjernet, men dette nægtede hospitalet dog, eftersom de ikke havde indopereret nogen pumpe, der altså blot var et produkt af Masatos fantasi. Han henvendte sig derfor til andre hospitaler, som heller ikke kunne hjælpe, da de via undersøgelser ikke kunne finde frem til nogen pumpe og dermed heller ikke kilden til mandens påståede problemer.
Men eftersom disse var opstået efter lyskeoperationen, så mente Masato, at Doktor Okazaki måtte være årsagen til disse, fordi det var ham, der havde stået for operationen. Så efter at have levet med smerterne efter denne i over et år besluttede han sig for at tage hævn, da han i sommeren 1994 udså sig Doktor Okazaki som offer ved at begynde at overvåge ham, så han på den måde blev bekendt med hans daglige færden til og fra hospitalet, hvor han arbejdede. I september anskaffede Masato Nomoto sig så det våben, han ville bruge til at dræbe den 47-årige læge, da han investerede hele 1,4 millioner yen i at erhverve sig en pistol fra et bandemedlem, men der gik dog yderligere en måned, før han omsider havde held med at tage sin længe ventede hævn.
Om morgenen den 25. oktober 1994 var Doktor Okazaki blandt de mange hundrede mennesker, som var på vej på arbejde, da han ankom til Aomono-yokocho station for at tage toget til hospitalet, hvor han havde en lang dag med flere patienter at tage sig af. Men disse ville imidlertid ikke nå at modtage behandling af lægen, idet han ved billetlugerne stødte ind i en tidligere patient i skikkelse af den 37-årige Masato Nomoto, som uden varsel valgte at trække sin pistol og skyde lægen foran de mange chokerede vidner midt i myldretiden.
Doktor Okazaki blev skudt i ryggen, og kuglen gik gennem hans mave, men selvom han hurtigt blev bragt til det hospital, hvor han selv var ansat, så stod hans liv dog ikke til at redde, idet han fem timer senere omkom af blodtab på operationsbordet, hvor denne tragedie havde taget sin begyndelse over et år forinden. For lægen kunne nemlig identificere gerningsmanden som værende Masato Nomoto, og han blev derfor efterlyst. Han forblev dog på flugt fra politiet i tre dage, indtil han endelig blev opsporet og anholdt, efter at han blandt andet havde kontaktet de japanske medier for at fortælle om sit motiv i håb om, at de ville tro på hans historie. For Masato havde nemlig valgt at skyde Doktor Okazaki, fordi han var overbevist om, at han havde været en del af et medicinsk forsøg.
Det blev da også konkluderet, at Masato Nomoto led af psykiske problemer, og at det altså var disse, der havde ført til vrangforestillinger om, at han havde fået indopereret en pumpe i forbindelse med en ganske almindlig operation. Alligevel mente man ikke, at Masato havde været sindssyg i gerningsøjeblikket, og han blev derfor kendt skyldig i drabet på Doktor Okasaki, for hvilket han modtog en dom på 12 års fængsel, hvilket var en forholdsvis mild dom for et overlagt drab begået med et skydevåben. Den 29-årige Hideo Hishihara, som havde solgt pistolen til Masato modtog nemlig en dom på seks års fængsel.
