
Harae - også kaldet harai - er et renselsesritualerne inden for shintoismen, hvor man genopretter eller vedligeholder den spirituelle renlighed ved at fjerne eller bortdrive negativ energi fra en person, en genstand eller et sted. Det kan derfor også betragtes som en slags velsignelse, så harae er eksempelvis knyttet til ceremonier såsom bryllupper for at sikre harmoni i ægteskabet. Til udførelsen af harae anvendes som regel en onusa, hvilket er en stav med påsatte papirstrimler kendt som shide, som man vifter omkring, så disse kan opsamle eller bortvifte den negative energi. I visse ritualer anvendes dog vand og salt, der menes at have rensende egenskaber. Der findes således også et renselsesritual kendt som shubatsu, hvor man spreder salt for at drive den negative energi væk, hvilket eksempelvis ses i forbindelse med sumo-brydning.
Harae udføres eksempelvis for at fjerne urenheder kendt som kegare, som man kan være blevet udsat for i forbindelse med dødsfald, fødsler, sygdom eller andet, der ifølge traditionel japansk overtro bliver betragtet for at være urent, så man kan blandt andet besøge en shinto-helligdom for at modtage en spirituel rensning, men en sådan kan også være nødvendig at gennemgå i forbindelse med et helligdomsbesøg, så man sikrer sig, at folk er rene og dermed værdige til at stå foran guderne. Af den grund skal man også gennemgå fysisk rensning ved ankomsten til en helligdom, hvor man udfører en handling kaldet temize ved at vaske sine hænder og mund med vand, før man begiver dig videre til selve helligdommen. På samme måde udføres harae som et indledende ritual i forbindelse med ceremonier, så man fra begyndelsen sikrer sig, at den spirituelle renlighed er intakt.