Inden for shintoismen findes der et begreb kaldet kegare, hvilket er en slags spirituel urenhed, som steder, genstande eller personer kan besidde, hvilket tillægger dem negativ energi. På den måde har bestemte fænomener også fået tillagt negativ værdi i Japan, hvilket eksempelvis drejer som blod og død, så både fødsler og menstruation traditionelt set er blevet betragtet som urent. Det samme gælder sådan set også kvinder samt flere hverv, der har beskæftiget sig med døde mennesker eller dyr, hvilket eksempelvis drejer sig om bedemænd og slagtere, som historisk set har oplevet social udstødelse fra samfundet, hvor de har været kendt som burakumin. Mens denne borgergruppe har manglet status og rettigheder, så har kvinder gennem tiden oplevet forbud mod at opholde sig på hellig grund som følge af forestillingen om kegare, der er et essentielt element i shintoismen, hvor der som sådan ikke eksisterer synd.
Kegare er derfor det negative aspekt, man forsøger at undgå ved at leve en tilværelse præget af spirituel renlighed, hvilket kan gøres ved at afstå sig fra at foretage visse handlinger, betræde visse steder og sågar interagere med bestemte personer - præcis som man kan undgå at blive beskidt ved at lade være med at røre ved mudder eller opholde sig i et værksted. Kegare kan nemlig smitte af på en og påvirke ens egen energi, så man dermed bliver uren, men man kan dog også gennemgå spirituel rensning og på den måde få genopbygget sin renlighed, hvilket eksempelvis var nødvendigt, når man før i tiden interagerede med burakumin-folket, fordi man altså var overbevist om, at man blev smittet af deres åndelige urenhed. De var dog kun urene, fordi de blev udsat for spirituel forurening som en del af deres hverv, men dermed mente man også, at dette var permanent og sågar hang fast i deres slægt, så statussen som burakumin gik i arv til børn, når de blev født.
Nu om dage er man ikke påvirket af tanken om kegare i lige så høj grad, men denne sidder stadig dybt forankret i japanerne og udgør fortsat grundlaget for mange folks handlinger og tilgang andre mennesker, fordi man besidder en kulturel opfattelse af, at ens ånd kan blive beskidt på samme måde som ens krop, og at det derfor er nødvendigt at holde begge dele rene. Dette kommer særligt til udtryk i japanernes tilgang til døden, som grundlæggende set betragtes som uren grundet myten om dødsriget Yomi, hvor guden Izanagi fandt sin kære Izanami i fysisk forfald. Han valgte efterfølgende at vaske sig, hvilket skabte nogle af de vigtigste guder i japansk mytologi, hvorved renlighed har fået en nærmest hellig betydning. Biologien spiller derfor ingen rolle - det er derimod konceptet om kegare, som har fået japanerne til at betragte døden som noget beskidt. Det samme gælder eksempelvis sygdom og sågar fysiske skavanker, fordi der før i tiden har eksisteret en forestilling om, at hvis man skilte sig ud fra normen, så var det fordi man besad negativ energi, som havde påvirket ens fysiske helbred eller fremtræden. Dette er også forklaringen på, at handikappede historisk set har oplevet stigmatisering i Japan.
Kegare er dog grundlæggende set en slags spirituel forurening, som man udsættes for ved at have med den at gøre, hvorved man selv bliver uren. Man er derfor ikke selv skyld i at blive udsat for kegare, men man kan dog tilsmudse sig selv via sine handlinger - såsom at begå en forbrydelse, idet man vil blive påvirket af den negative energi, der er forbundet med en moralsk forkert gerning. Men det er altså også muligt at blive renset eller holde denne på afstand via ritualer eller med religiøse effekter såsom talismaner. Selvom mage japanere betragter sig selv som ikke-troende, så er de ikke desto mindre overtroiske, fordi at deres adfærd er baseret på ideen om, at man besidder en ånd, som kan besudles, så dette forsøger man at undgå eller forebygge ved at udvise en bestemt adfærd eller foretage særlige handlinger.