

I 1957 opstod der diplomatiske spændinger mellem Japan og USA, da en japansk kvinde blev dræbt på en amerikansk militærbase i Japan, hvor den amerikanske soldat William Girard skød et tomt patronhylster mod hende. Allerede året efter skete dog en lignende hændelse ved Jonhson-luftbasen i Saitama-præfekturet, hvor en jernbane passerede igennem denne, hvilket desværre gjorde et forbipasserende tog til mål for en enkelt soldats kedsomhed, da den 19-årige Peter Longpre simpelthen valgte at beskyde et tog med et gevær, da han befandt sig i øvelsesområdet den 7. september 1958.
Skuddet ramte den forreste vogn og fortsatte ind i denne, hvor patronen uheldigvis ramte den 21-årige universitetsstuderende Yoshiyuki Miyamura i ryggen, så han endte med at miste livet. Da det stod klart, at han var blevet ramt af et skud, imens toget havde kørt igennem Johnson-luftbasen, kunne man dermed konkludere, at det var en amerikansk soldat, som stod bag, og inden længe fik man udpeget Peter Longpre som den skyldige. Han påstod dog, at han ville øve sig i at skyde med løst krudt, og at han derfor ikke vidste, at geværet var ladt. I modsætning til Girard-hændelsen, så valgte det amerikanske militær denne gang at overdrage Longpre til det japanske politi, da man erkendte, at han ikke havde befundet sig i tjeneste, og at det at skyde mod et tog desuden var en ulovlig handling uanset hvad.
Sagen vakte derfor heller ikke lige så meget røre eller opmærksomhed som Girard-hændelsen, men Peter Longpre slap imidlertid med en temmelig mild straf, da han ved en japansk domstol blev idømt 10 måneders fængsel. Det vides ikke, hvad der herefter skete med ham, men han blev efter alt at dømme afskediget og sendt tilbage til USA efter sin løsladelse. Johnson-luftbasen blev senere overdraget til det japanske forsvar og omdøbt til Iruma-luftbasen, hvor toglinjen endnu passerer igennem grunden.