Den 5. oktober 1965 deltog eleverne fra 6. klasse på Kyoei-grundskolen i Kushiro på Hokkaido i et stort arrangement bestående af fælles madlavning og spisning ved kysten, hvor de i alt 357 elever derfor tog til, så de kunne hygge sig sammen med opsyn fra deres lærere. Det var dog primært pigerne, som stod for madlavningen, så drengene gik rundt og udforskede området, hvor nogle af dem fandt frem til en tøndeformet metalgenstand med en længde på 65 centimeter, som de umiddelbart ikke kunne identificere.
Drengene valgte imidlertid at bringe objektet med sig frem til lejren, hvor madlavningen endnu var i gang, da mørket begyndte at falde på, hvilket samtidig fik temperaturen til at falde. Da drengene kunne se, at en fisker antændte et bål i nærheden, fik de derfor den ide at gøre det samme, da de valgte at fylde den mystiske tønde op med papir og træ, som de satte ild til, så de dermed havde et lille bålsted, som de kunne forsamle sig omkring og holde varmen ved. Men pludselig blev idyllen dog spoleret, da der lød et kæmpe brag, hvilket fik slynget både børn og voksne omkuld, mens folk i forvirring forsøgte at forstå, hvad der var sket. Og da man fik øje på et krater på samme sted, hvor bålet havde befundet sig, stod det klart, at dette af en eller anden grund var eksploderet, hvilket desværre havde kostet fire børn livet, mens 31 andre var blevet såret, hvorved det der skulle have været en hyggelig dag var endt i en tragedie.
Man kunne dog ikke forstå, hvad der havde forårsaget eksplosionen, før det blev afsløret, at det tøndeformede objekt rent faktisk var en ueksploderet dybhavsmine, som var skyllet i land, efter at en tyfon havde passeret forbi området. Efter Anden Verdenskrig blev Japan nemlig okkuperet af USA, som enten konfiskerede eller destruerede alt Japans krigsudstyr, hvilket også inkluderede ubrugte bomber. I Kushiro skilte man sig eksempelvis af med 8000 tons bomber ved at kaste disse i havet 28 kilometer fra kysten, men 20 år efter krigens afslutning fandt nogle af disse altså tilbage til land, da endnu en blev fundet langs kysten i 1966.
Selvom dybhavsbomberne var blevet nedbrudt i vandet og tilsyneladende var blevet tømt for sprængstof, så viste eksplosionen i 1965, at de desværre stadig var livsfarlige, hvis de blev opvarmet, hvilket børnene uheldigvis besluttede sig for at gøre. De var nemlig så unge, at de ikke havde oplevet Anden Verdenskrig, så vidste de heller ikke, at der var tale om en dybhavsbombe, fordi de aldrig havde set en sådan, og de kendte dermed ikke til faren ved at være i kontakt med den. Selvom man ellers forsøgte at glemme krigen, så erkendte man, at denne fortsat spøgte i samfundet, hvor det var nødvendigt at lære de kommende generationer om de konsekvenser, som man stadig levede med.