
Iwanagahime er en gud inden for shintoismen, hvor hun blandt andet er guden for klipper, idet hun er datter af bjergguden Oyamatsumi. Da de himmelske guder overtog Jorden fra de jordiske guder ved, at solgudinden, Amaterasu, sendte sit barnebarn, Ninigi, ned for at regere over denne, forelskede han sig i Iwanagahimes søster, Konohanasakuya-hime, som han valgte at gifte sig med. Oyamatsumi ville derimod have Ninigi til at gifte sig med Iwanagahime, hvilket han dog afviste, da han syntes, at hun var for grim, og for dette blev Ninigi forbandet og gjort dødelig af Oyamatsumi, så hans efterkommere heller ikke kunne leve for evigt.
Som guden for klipper symboliserede Iwanagahime nemlig robusthed og udødelighed, mens Konohanasakuya-hime derimod var guden for blomstring, der kun varer i en kort periode, hvorved hun var et symbol på forgængelighed. Derfor blev Ninigis liv også gjort midlertidigt, fordi han havde valgt skønheden ved blomster frem for styrken ved klipper, og hans oldebarn blev desuden Japans første kejser, Jimmu, hvilket er forklaringen på, at kejserslægten ikke kan leve for evigt, til trods for at den nedstammer fra guderne.
Eftersom Konohanasakuya-hime blev valgt af Ninigi grundet hendes skønhed, så er det almindeligt at betragte Iwanagahime som en kontrast til hende. Eftersom hun er gudinden for klipper, kan man dog beskrive hendes udseende som værende mere råt og robust, hvilket kan få hende til at virke utiltrækkende, fordi hun er kvinde.