Ninigi

Ninigi - hvis officielle navn er Ninigi-no-Mikoto - er en gud, der inden for japansk mytologi siges at have påbegyndt den menneskelige tidsalder, idet han fik til opgave at forlade Himlen, så han kunne regere over Jorden, hvor hans oldebarn blev Japans første kejser: Jimmu, hvilket blev begyndelsen på den japanske kejserslægt. Ninigi anses således for at være bindeleddet mellem de himmelske guder og den japanske kejserslægt, som derfor længe blev anset for at være guddommelig helt frem til slutningen på Anden Verdenskrig, hvor Kejser Hirohito frasagde sig denne status som konsekvens af Japans nederlag i krigen, der i høj grad var et resultat af, at man i Japan netop betragtede sig selv som gudernes land. Dette var også en af forklaringerne på Japans invasive krigsførelse - fordi at man mente, at det var Kejserens pligt at regere over Jorden, som man derfor forsøgte at overtage på vegne af de himmelske guder, som Kejseren repræsenterede.

Ninigi bragte blandt andet de tre royale skatte med sig (et spejl, et sværd og et smykke), som siden er gået i arv i kejserslægten som et bevis på dennes forbindelse til guderne. Ninigi er selv barnebarn til solguden Amaterasu, der anses for at være en af de vigtigste guder i shintoismen, og det var da også hende, der bad ham om at tage til Jorden, efter at de himmelske guder havde overtaget denne fra Okuninushi, der var lederen af de jordiske guder. Denne begivenhed er kendt som Kuni-yuzuri, der i al sin enkelthed er betegnelsen for, hvordan de himmelske guder overtog kontrollen over Jorden, der var kendt som Ashihara no Nakatsukuni, hvilket egentlig var det japanske ørige, der ifølge den japanske mytologi blev skabt af guderne Izanagi og Izanami, og nærmere betegnet ankom Ninigi til Kyushu, hvor den japanske kejserlægt således har sin oprindelse, mens denne tog sin begyndelse med etableringen af Yamato-dynastiet i Kansai-regionen.

Efter sin ankomst til Jorden faldt Ninigi for Konohanasakuya-hime, som var datter af bjergguden Oyamatsumi, som derimod ville have Ninigi til at gifte sig med hans anden datter, Iwanagahime. Dette afviste Ninigi dog, da han syntes, at Iwanagahime var for grim, og for dette valgte Oyamatsumi at forbande Ninigi ved at gøre ham og hans efterkommere dødelige. Iwanagahime var nemlig guden for klipper og symboliserede dermed robusthed og udødelighed, mens Konohanasakuya-hime var guden for blomstring, der kun varer i en kort periode, hvorved hun var et symbol på forgængelighed. Derfor blev Ninigis liv også gjort midlertidigt, fordi han havde valgt skønheden ved blomster frem for styrken ved klipper.

Da han blev gjort dødelig, måtte han dermed leve som et menneske blandt mennesker, hvilket den guddommelige slægt derfor begyndte at gøre. Ninigi fik tre sønner med Konohanasakuya-hime, hvoraf den ene af disse altså var bedstefar til Japans første kejser: Jimmu, der ifølge sagnet blev født i 711 før vores tidsregning. Ninigi døde selv af alderdom, og i dag findes der helligdomme dedikeret til ham. Ligesom med mange andre guder i japansk mytologi bliver Ninigi oftest portrætteret som et menneske med samme påklædning og frisure som datidens japanere.

Total Page Visits: 394 - Today Page Visits: 2