Gorinto

Gorinto er japanske stenmonumenter, der er baseret på buddhistiske tårne kaldet stupaer, der er blevet opført som mindesmærker for Buddha og de døde. Disse er som regel udformet med fem lag, der skal repræsentere elementerne jord, vand, ild, vind samt tomhed, der tilsammen symboliserer universets orden, og af den grund består en gorinto netop af fem sektioner i form af et firkantet fundament kaldet chirin, en kugle kaldet suirin, et tag kaldet karin og to øvre dele kaldet fuurin og kuurin. Mange gorinto er desuden blevet opført på piedestaler og kan dermed være i besiddelse af flere nedre sektioner.

Stupaer er traditionelt set enorme gravhøjslignende monumenter, og da konceptet med disse blev bragt til Japan, opstod gorinto altså som miniature-udgaver, der kunne fungere som gravmarkører, og de blev derfor også anbragt på gravsteder eller på en grund dedikeret til de døde, så man var klar over, at folk var blevet stedt til hvile på det pågældende sted. Før i tiden var det nemlig ikke alle japanere, der modtog begravelser og fik personlige gravsteder, så gorinto var sådan set en slags forløber til gravsten, idet de både blev opført som gravmarkører og mindesmærker for døde mennesker generelt frem for bestemte personer. Den dag i dag er man derfor gået bort fra at gøre brug af gorinto, idet man er gået over til at have personlige gravsteder med gravsten, mens man ved disse anbringer træplanker kaldet sotoba, som dog er baseret på gorinto og derfor fungerer som en alternativ erstatning.

Grundet deres form kan gorinto nemt forveksles med stenlanterner, men der er altså tale om religiøse monumenter, som typisk ses omkring templer, hvor folk historisk set er blevet begravet. De kan dog også være blevet opført på steder, hvor folk er døde, eller hvor ulykker eller dødelige slag har fundet sted, og gorinto kan derfor findes overalt i Japan, hvilket også skyldes, at mange templer med tiden er blevet nedlagt, hvorefter de er forsvundet, mens de tilhørende monumenter har fået lov at blive. Da disse ikke blev forsynet med tekst, kan man stort set aldrig vide, hvorfor en gorinto i sin tid er blevet opført, og hvorfor den befinder sig på det sted, hvor den står placeret. Nogle gorinto har dog skrift i form af sanskrit-tegnene for de elementer, som hver sektion repræsenterer: