

Den 28. juli 2026 blev Kumamoto-præfekturet ramt af et jordskælv hvis epicenter befandt sig 10 kilometer under Kumamoto by, hvorved dette jordskælv mindede om to andre, der 10 år forinden ramte byen i 2016, hvilket dengang kostede 50 mennesker livet. Dette jordskælv havde en styrke på 6,8 på momentmagnitudeskalaen, og selvom det kunne mærkes på store dele af Kyushu, så var skaderne størst i Kumamoto-præfekturet, hvor samtlige af de i alt 36 dødsofre desuden befandt sig. Over halvdelen af disse omkom i byen Yatsushiro, hvor en skorsten blandt andet kollapsede på en papirfabrik, hvilket kostede ni ansatte livet. Jordskælvet førte ydermere til et gasudslip i et storcenter i byen Kashima, hvor der en time efter jordskælvet opstod en eksplosion, der fik bygningens øvre etage til at styrte sammen. Personalet havde imidlertid sørget for at evakuere de fleste kunder, så der kun var ganske få mennesker til stede i storcentret, hvor 12 personer dog blev fanget i ruinerne. Det lykkedes efterfølgende at redde fem personer ud i live, mens de syv andre omkom.
Eksplosionen i storcentret blev fanget på et dashcam i en bil, og generelt blev jordskælvet dokumenteret på flere videooptagelser - blandt andet af en person, som var til stede ved Kumamoto-borgen, hvor man kunne se en sektion af stenfundamentet styrte sammen. Dette var ellers i gang med at blive genopført, efter at Kumamoto-borgen ligeledes tog stor skade under jordskælvene i 2016. Eftersom jordskælvet ramte klokken 16.27, så var der mange japanere, som var på vej hjem fra arbejde og skole, så tusindvis af mennesker strandede på veje, da der opstod ødelæggelser på disse, og på stationer og i tog, da jernbanenettet tog skade. En sektion af en bro styrtede eksempelvis sammen, mens jernbanespor blev bøjet som følge af rystelserne, der ligeledes resulterede i revner i asfalt og forskydninger i jordlaget.
Mens 36 mennesker omkom som følge af jordskælvet, blev flere ofre dog føjet til listen, da de mistede livet som en konsekvens af dette - blandet andet fordi at det hændte midt på sommeren, hvor Japan befandt sig i en hedebølge. Knap 200 bygninger blev totalskadet, da de styrtede sammen, mens mere end 1000 andre oplevede ødelæggelser i mindre grad. Det var primært sammenstyrtede bygninger, der var årsagen til det høje dødstal, hvilket gjorde dette til det værste jordskælv i Japan siden Noto-jordskælvet i 2024, hvor 228 mennesker mistede livet. Ligesom dengang var der nogle, som gjorde brug af hændelsen til at sprede misinformation på internettet, hvor der eksempelvis blev delt AI-genererede billeder og falske historier, der overdramatiserede ødelæggelsernes omfang. Billeder fra jordskælvene i 2016 blev eksempelvis også benyttet - selv af udenlandske medier, der blandt andet viste gamle billeder af den ødelagte Aso-helligdom.
