Om morgenen den 9. februar 1982 lettede Japan Airlines Flight 350 fra Fukuoka med Haneda lufthavn i Tokyo som destination. Med ombord var 166 passagerer og 8 besætningsmedlemmer - heriblandt kaptajnen, 35-årige Seiji Katagiri. Det meste af turen forløb problemfrit, men da flyet nærmede sig Tokyo, og piloterne begyndte at gøre klar til landing, valgte Seiji dog pludselig at slå autopiloten fra og overtage styringen for dernæst at foretage et drastisk dyk, hvorved flyet styrtede ned i Tokyo bugt - blot 500 meter fra landingsbanen. Da landingshjulene under næsen satte sig fast på havbunden, førte det til, at flyets næse med cockpittet knækkede af og blev mast ind under skroget, der formåede at holde sig oven vande, fordi styrtet var hændt på lavt vand, og således kunne mange af passagererne forlade flyet umiddelbart efter ulykken og blive hjulpet i land af det tililende redningsmandskab.
I alt 24 mennesker endte dog med at miste livet, men Seiji Katagiri overlevede ved at sikre sig en redningsbåd, og da hjælpen nåede frem, havde han smidt sin pilotjakke og udgav han sig for at være en forretningsmand for på den måde at slippe for at blive stillet til ansvar for ulykken, som han var skyld i. Myndighederne fandt dog hurtigt ud af, at han var kaptajnen, og efter undersøgelser blev det konkluderet, at han ganske enkelt havde forsøgt at begå selvmord ved bevidst at styrte flyet ned, hvilket kunne have kostet flere mennesker livet, hvis ikke første- og andenstyrmanden havde nået at gribe ind ved at forsøge at standse Seiji og rette flyet op. Takket være deres hurtige reaktion formåede flyet nemlig at blive vinklet således, at det kunne skøjte langs havoverfladen frem for at blive disintegreret imod den.
Det viste sig, at Seiji Katagiri længe havde lidt af mentale problemer, som tidligere havde ført til, at han var blevet suspenderet, da han havde foretaget uhensigtsmæssige manøvrer i luften. Seiji tog derfor kontakt til en psykiater, der diagnosticerede ham som værende depressiv, selvom han ellers både hørte stemmer og hallucinerede, så han modtog heller ikke den rette behandling. Da denne var overstået, genoptog Seiji ikke desto mindre sin stilling som pilot i 1981, hvor hans vrangforestillinger fortsatte, selvom han ellers var blevet erklæret for egnet til at arbejde. Og dette førte altså til en tragedie året efter, hvor Seiji allerede havde fløjet utilregneligt på den første tur fra Tokyo til Fukuoka, mens det altså endte med at gå galt på turen tilbage, hvor førstestyrmanden ironisk nok havde tænkt sig at indberette kaptajnen for hans hensynsløse flyvning.
Først efter ulykken blev det via en mentalundersøgelse konkluderet, at Seiji Katagiri i virkeligheden var skizofren, og han kunne derfor hverken idømmes fængsel eller blive pålagt et erstatningskrav, fordi han blev betragtet som sindssyg i gerningsøjeblikket, hvor man mener, at der var tale om en spontan handling som følge af et mentalt sammenbrud, som uskyldige mennesker desværre endte med at blive ofre for, fordi han uheldigvis besad et hverv, hvor han kunne bringe andres liv i fare. Man er derfor af den opfattelse, at Seiji ikke på overlagt vis tog livet af 24 mennesker, men at deres død i stedet var et resultat af hans ukontrollerede handlinger, og således slap han altså for at blive straffet for et af de værste massedrab i Japan i nyere tid.
Seiji Katagiri blev nemlig dømt til at modtage psykiatrisk behandling i et år, før han igen var en fri mand, da han blev udskrevet uden mulighed for nogensinde at vende tilbage til hvervet som pilot. Efter denne hændelse blev der efterfølgende indført skrappere krav og kontrol hos de japanske luftfartsselskaber, hvor man i højere grad begyndte at udføre risikovurderinger baseret på piloters fysiske og mentale helbred, som man derfor også begyndte at foretage undersøgelser af.