Kawasaki Daishi er den populære betegnelse for det buddhistiske tempel Heikenji, der ligger i Kawasaki. Templet blev grundlagt i 1128 og er i dag et af de mest populære templer, hvor japanerne vælger at foretage hatsumode, der egentlig er årets første besøg ved en helligdom i dagene efter nytår, men nogen vælger i stedet at besøge et tempel og med flere millioner besøgende hvert år er Kawasaki Daishi et af de absolut mest eftertragtede templer. Populariteten førte blandt andet til, at der allerede i 1899 blev anlagt en jernbaneforbindelse med det formål at kunne fragte folk fra Tokyo til templet. I dag har Kawasaki Daishi sin egen station cirka 200 meter borte, og rundt omkring templet findes der forskellige handelsområder bestående af restauranter og butikker, ligesom der på selve grunden bliver opsat handelsboder i bestemte perioder.
Kawasaki Daishi blev lagt i ruiner af bombetogter under Anden Verdenskrig, så templets bygninger er forholdsvis nye. Hovedbygningen blev genopført i 1958 i samme design som den originale bygning - dog med brug af moderne materialer såsom beton og stål, mens de mange andre strukturer, der udgør det enorme tempelkompleks, kom til i løbet af 1970'erne og 80'erne. Disse inkluderer blandt andet en pagode på 5 etager og en stor hovedport. Eftersom Kawasaki Daishi tilhører Shingon-buddhismen, der blev grundlagt af Kobo Daishi, så er det også muligt at foretage en minitur af hans berømte pilgrimsrute bestående af 88 templer på Shikoku, idet der ved templet findes en statue af Kobo Daishi, som er omgivet af 88 stensøjler med sand indhentet fra hvert af de 88 templer.